Alle troede, at det var en harmløs forkølelse.
Men som dagene gik, blev situationen alarmerende.
Til sidst fik forældrene Ruth og Jonathan Scully den værst tænkelige besked: Deres 3-årige søn Nolan led af rhabdomyosarkom, en sjælden og aggressiv kræftform.
Mor Ruth delte for nyligt den tragiske historie på sociale medier.
En agressiv form for kræft havde langsomt, men brutalt overtaget hendes søns krop. Hun ville beskrive den frygtelige lidelse, han havde gennemgået, men også hvor helhjertet og bravt han havde kæmpet.
Hendes fortælling har fået mig og mange andre til at græde.
To måneder efter at hendes 4-årige søn døde af kræft, skrev Ruth Scully en hjerteskærende fortælling, hvor hun beskriver sine sidste dage med sin elskede søn.
Hendes lille dreng Nolan døde i februar efter en 15 måneder lang kamp mod rhabdomyosarkom eller RMS. Det er en sjælden og aggressiv kræftform, som kan ramme hvor som helst i kroppen, hvor muskler – særligt skeletmuskler – bliver dannet.
Kræftformen er desværre modstandsdygtig overfor alle former for behandling.
Ruth ville dele den uhyggelige historie om sygdommen, som hver dag gjorde sønnens krop svagere, et skridt ad gangen. Hun delte et foto af Nolan, mens han sov på badeværelsesgulvet. Han var rædselsslagen for at forlade sin mors side, selv når hun tog et bad.
I september 2015 brokkede Nolan sig over en stoppet næse, men hans forældre troede, at det bare var en forkølelse. Snart blev det sværere for ham at trække vejret, og medicin virkede ikke til at have nogen effekt.
To måneder senere opdagede lægen, at det var en tumor, der havde stoppet næsegangene. Det var en type af kræft, som vokser på muskler, fedt og led. Den ramte kan få forkølelsesymptomer, hovedpine, kvalme og svært ved at tisse.
Efter flere forsøg med kemo og strålebehandling faldt Nolans hår af, alt imens hans lille krop blev svagere og svagere, fordi kræften spredte sig i hele kroppen.
Når kræft spreder sig på de måde, falder overlevelsesraten fra 40 til 20 procent.
Hans mor vil dokumentere de sidste måneder med sin søn og beskrive, at han var “skabt af ren kærlighed.”
Både Nolans mor og far fortæller, hvor stærk deres dreng var under hele kampen mod sygdommen, men Ruth beskriver sin egen smerte som “noget uudholdeligt”.
Da hun tog Nolan til sygehuset for sidste gang, et år efter deres første besøg, havde drengen ikke spist i dagevis, fordi han blev ved med at kaste op.
I februar forklarede en onkolog, at kræften havde spredt sig og begrænset luftrørerne og blokeret hjertet. Kræften var blevet resistent mod alle former for behandling.
Den sidste tid
På Facebook forklarer moren om den sidste dag på sygehuset:
“Jeg sad ved siden af mig, lænede mit hoved hans og snakkede med ham:
Mig: Skat, det gør ondt at trække vejret, ikke?
Nolan: Hmmm … Jo.
Mig: Du har rigtig ondt, har du ikke, søde?
Nolan: (kigger ned) Jo.
Mig: Skat, den her kræftting er værdiløs. Du behøver ikke at kæmpe mere.
Nolan: (helt igennem lykkelig) BEHØVER JEG IKKE??!! Men jeg gør det for dig, mor!!
Mig: Nej skat!! Er det, hvad du har gjort?? Kæmpet for mor??
Nolan: Øhhh JA!!
Mig: Nolan Ray, hvad er mors job?
Nolan: At PASSE PÅ mig! (Med et stort smil)
Jeg: Skat… Her kan jeg ikke længere gøre det. Det eneste sted, hvor jeg kan passe på dig, er i himlen. (Mit hjerte går i stykker.)
Nolan: Sååå tager jeg bare til himlen og leger, til du kommer derop! Du kommer vel, ikke?
Jeg: Selvfølgelig!! Du slipper ikke af med din mor så let!!
Nolan: Tak mor!!! Jeg tager derop og leger med Hunter og Brylee og Henry!!”
De næste dage sov Nolan det meste af tiden.
Familien besluttede sig for at tage hjem og tilbringe en sidste nat i hjemmet – men mens de pakkede for fuld kraft, tog Nolan sin mors hånd og sagde, at det var okay – at de lige så godt kunne blive på sygehuset.
“Min fireårige helt ville sørge for, at tingene var lette for mig…”, skriver Ruth Scully på Facebook.
Moren fortæller videre:
“Omkring klokken 9 om aftenen så vi fjernsyn i sengen, og jeg spurgte Nolan, om jeg måtte gå i bad, fordi jeg ikke måtte forlade ham, og mor skulle være der og røre ham hele tiden.
Han svarede: ‘Hmmm, okay, mor. Men så sørg for, at onkel Chris kommer herind og sidder ved mig, og så vender jeg mig om sådan her, så jeg kan se dig’.
Jeg stod ved badeværelsesdøren, vendte mig mod ham og sagde ‘Bliv ved med at kigge, skat, jeg er tilbage om to sekunder’.
Jeg susede derhen og lagde mig i sengen med ham, lagde min hånd på højre side af hans ansigt. Så skete et mirakel, jeg aldrig vil glemme…
Min engel tog et åndedrag, åbnede øjnene, smilede til mig og sagde ‘Jeg elsker dig, mor‘.
Han vendte sit ansigt mo mig, og klokken 23.54 sov Rollin Nolan Scully ind, mens jeg sang ‘You Are My Sunshine’ i hans øre”.
Drengen var vågnet en sidste gang, samlet sine sidste kræfter og fortalt sin mor, at han elskede hende. Søde, søde Nolan!
Glem aldrig at fortælle din mor, hvor meget du elsker hende.
Hvis du også blev rørt over historien, må du gerne sprede budskabet videre!
