I dag er det mindedagen for Holocaust.
Nazisterne og Adolf Hitler havde håbet, at deres systematiske dehumanisering og rutinemæssige udrensning af jøder skulle forblive en hemmelighed for resten af verden. Heldigvis blev vanviddet stoppet til sidst – selvom det på mange måder var alt, alt for sent.
Nazisterne forsøgte ofte at skjule sporene fra deres modbydelige arbejde og ikke skilte alt for meget med, hvad der egentlig foregik i koncentrationslejrene.
Fotografen Henryk Ross nægtede dog at lade Holocaust gå ubemærket hen.
Han dokumenterede i al hemmelighed folkemordet – selvom han satte livet på spil med billederne.
Da nazisterne invaderede Polen i 1939, kom deres tyranni især til at påvirke de polske jøder, som blev spærret inde i ghettoen. Millioner af dem blev myrdet.
Henryk Ross begravede tusindvis a negativer i jorden, og da krigen var slut, vendte han tilbage for at grave den smertefulde sandhed om, som han havde fanget på billeder; at jøder blev fængslet af det tyske nazi-regime og døde under forfærdelige forhold.
De fleste er blevet forskrækket af billederne, men mange har også været meget taknemmelige for, at Henryk turde tage billederne – en del af vores historie, som vi aldrig nogensinde må glemme.
Ross’ fotoserie, som nu er udstillet på Art Gallery of Ontario, viser den barske virkelighed i Lodz-ghettoen, hvor Ross og hans familie levede i fire år sammen med flere end 160 000 polske jøder.
Blandt de 4 000 fotografier findes der mange, der viser den uhyggelige sandhed bag nazisternes massemord på jøderne. Kroppe stablet i bunker og sultende børn, som leder efter mad i skidtet hænger på væggene sammen med billeder, der fanger den ukuelige modstandskraft hos dem, der er fanget i nazisternes terrorvælde.
Warszawa-fødte Henryk Ross arbejdede som sportsfotograf før krigen. Han blev “hvervet” til ghettoen for at tage identificeringsbilleder og propagandabilleder fra fabrikkerne.
Men rollen blev et perfekt dække for Ross, som også tog mange billeder af livet i ghettoen.
Før han døde i 1991, afslørede Ross, hvordan det hele gik til:
“Jeg begravede negativerne i jorden, for at der skulle findes spor af tragedien. Jeg bevidnede udryddelsen af de polske jøder. Jeg ville efterlade en historisk dokumention af det hele”.
Når han ikke arbejdede på opgaver for nazisterne, fotograferede Ross gennem huller i knuste vægge, i gyder og der, hvor få turde komme – SS styrede alt og alle med et jerngreb.
Ross risikerede sit og sin families liv ved at tage disse billeder.
“Ved officielt at få adgang til et kamera kunne jeg fange denne tragiske periode i Lodz’ ghetto.
Jeg gjorde det, selvom jeg risikerede både min families og mit eget liv.”
Forholdene i ghettoen var frygtelige; mange havde hverken rindende vand eller afløb, skriver Levande Historia.
Mere end 20 procent af indbyggerne døde på grund af de dårlige leveforhold.
Ghettoer som den i Lodz gjorde det lettere for nazisterne at kontrollere jøder, tage deres ejendom og udnytte deres arbejdskraft.
Tyske jøder blev sendt til ghettoerne i det besatte Polen, Letland og Litauen, og også romaer i Østrig blev anholdt og sendt til ghettoerne i øst.
Ghettoen var delt i tre og omgivet af pigtråd og mure.
Der var dødsstraf for jøder, som forlod ghettoen uden tilladelse.
Efter befrielsen af Lodz gravede Ross sine negativer op og fremkaldte billederne.
Nu fungerer de grynede, sort-hvide, men smukt komponerede billeder som en påmindelse om, hvad der faktisk kan ske, hvis vi ikke værner om alle menneskers ligeværd.
Til det forfærdelige billede herunder forestillende et lig forklarede Henryk:
“Det var et begravelsessamfund. Til at begynde med var det to eller tre ofre, som var sultet ihjel og blev ført til begravelser.
Men efterhånden, da antallet blev 120, var det nødvendigt at bygge særlige vogne til at transportere kroppene. Jeg så hele familier, skeletter af mennesker, som lå døde sammen med deres børn.
Men foruden alt det tragiske i billederne har de også et budskab om menneskelig styrke og håb.
Ved siden af Holocaust er der tusindvis af billeder af familier, som fejrer fødsler, bryllupper og de små lykkestunder, som nu og da opstod i ghettoen.
Henryk Ross’ Lodz Ghetto Collection af en unik samling af cirka 3 000 billeder.
De vidner om kunstens potentiale til at være en del af modstanden og fortællingen.
På grund af tilgangen af arbejdskraft og fabrikker var Lodz’ ghetto den sidste ghetto, som blev afviklet i Polen.
Ross begravede sin samling af negativer i dåser i jorden.
I januar 1945 nærmede den røde hær sig Lodz for at befri fangerne.
Men kun nogle hundrede indbyggere havde overlevet og var der stadig.
I august året inden var de sidste ghetto-indbyggere blevet deporteret til Auschwitz.
Nogle var dog gået under jorden og havde gemt sig for nazisterne under deportationen.
Der var stadig 877 personer i ghettoen, da den røde hær befriede Lodz den 19. januar 1945.
Henryk Ross og hans hustru Stefania var blandt dem.
Ross og Stefania giftede sig i ghettoen ligesom mange andre unge og nyforelskede par.
Disse modige mennesker nægtede at lade sig knuse af et racistisk regime.
I stedet holdt de sammen i det jødiske fællesskab, noget Ross fotograferede og fangede på billeder. Små stunder med glæde, mens mange viste menneskehedens absolut værste sider frem.
Art Gallery of Ontario håber nu, at udstillingen kan øge bevidstheden om dette historiske forløb, takket være Henryk Ross’ mod.
Hele hans samling blev foræret til Archive of Modern Conflict i 2007.
Selvom Ross’ billeder viser den mest ekstreme afskyelighed og en menneskelig lidelse, er der hele tiden en værdighed i centrum, når det kommer til de mennesker, der bliver fotograferet.
Det synes jeg, man ser i dette foto af de to piger, som måske var bedste veninder?
Lige efter at tyskerne havde besat Lodz, blev størstedelen af de jødiske indbyggeres økonomiske midler konfiskeret.
Jøderne måtte ikke eje biler eller radioapparater og måtte ikke færdes med offentlige transportmidler.
Lodz har en særlig del af vores fælles historie, isoleret som den var fra resten af verden, og placeret tæt på koncentrationslejren Chelmno.
I Chelmno blev der blandt andet brugt gasvogne, hvor kolmonoxid blev ledt ind i det lastrum, hvor ofrene befandt sig.
Kun omkring 10 000 af de mennesker, der boede i Lodz, overlevede krigen.
Før krigen var Lodz kendt for sin tekstilindustri, og jødiske ledere i ghettoen brugte ofte devisen “overlevelse gennem arbejde”.
Den arbejdsmoral prægede også Ross, som dog var tvunget til at fotografere med propaganda-formål.
Selvom vigtigt materiale blev beskadiget, overlevede næsten 3 000 negativer.
I dag repræsenterer de den mest omfattende kendte samling af dokumentation af Holocaust og ghettoen – alle taget af en eneste jødisk fotograf.
Det er en smuk, men også forfærdelig samling over en af de værste forbrydelser i menneskelighedens historie.
Nazisterne og Adolf Hitler ville ikke have, at vi skulle se, hvad de gjorde.
De ville ikke vise den rå og systematiske udryddelse af millioner af mennesker – ifølge propagandaen var ghettoen et “selvforvaltende jødisk samfund.”
Henryk Ross’ vigtige dokumention viser, at vi aldrig nogensinde må lade dette gentage sig. Desuden er det en hyldest til styrken i mennesker, som ikke har andet end hinanden.
Del gerne disse billeder videre, så alle, du kender, kan opleve disse smukke og stærke fotografier!