Her er det chokerende øjeblik i flyet, som lige nu spreder sig over hele verden.
Passagererne har lige sat sig ned og boardet United Airlines flyet fra Chicago til Louisville, da det utænkelige sker.
Pludselig kommer sikkerhedspersonalet ind i flyet og meddeler, at de behøver at tage passagerer af flyet.
Grunden – flyet er overbooket og pladser skal bruges til flyselskabets eget personale.
Scenerne, som derefter udspiller sig, har fået millioner på nettet til at rase.
De har alle købt billet og er klar til afgang, da sikkerhedspersonalet stormer ind i flyet.
En bruger af netforummet Reddit beskriver, hvordan flyselskabet tilbyder passagererne at tage et fly mandag eftermiddag i stedet for søndag aften, og at 5.500 kroner vil blive betalt i kompensation til hver af de fire personer, som kunne tænke sig at gøre det.
– Passagererne fik at vide, at flyet ikke kunne lette, før selskabets eget personale havde fået siddepladser, siger Tyler Bridges, hvis film lige nu spredes verden over, ifølge LADBible.
Men ingen ville tage imod tilbudet og selskabets metode bliver at udvælge tilfældige personer, som skal nægtes flyvningen.
En mand bliver udvalgt, men vil ikke stige af flyet. Han påpeger, at han er læge og at han er på vej til jobbet.
Så beslutter sikkerhedsvagterne sig for at rive ham ud af flyet.
Medpassageren Tyler fanger hele det voldsomme øjeblik på film.
Man kan tydeligt se skrækken og forvirringen i medpassagerernes øjne, da de protesterer og råber ad sikkerhedspersonalet.
– Laver I sjov med os?, høres en af passagererne spørge.
Men det hjælper ikke, protesterne er forgæves og manden smides af flyet.
Audra Bridges var på flyet og skrev sådan her på Facebook, efter det skete:
– Vær venlig at dele denne video. Vi var på flyet. United Airlines havde overbooket det. De valgte tilfældige folk ud, som skulle smides af flyet, så deres eget personale kunne tage pladserne.
Del for at vise, at dette ikke må ske igen!