Gennem tiden har flere prominente danske skuespillere spillet skurke i forskellige James Bond-film, og nu får vi endnu en.
I 1999 fik Danmark den første danske James Bond-skurk, da Ulrich Thomsen spillede rollen som den russiske skurke-håndlanger Sasha Davidov i “The World Is Not Enough”, hvor det var Pierce Brosnan, der havde den ikoniske hovedrolle.
I 2006 fik vi ikke bare en, men to James Bond-skurke: Mads Mikkelsen i rollen som skurken Le Chiffre overfor Daniel Craigs udgave af James Bond i “Casino Royale”. Mads Mikkelsens karakter blev især husket for en yderst voldelig scene, hvor James Bond var bundet fast til en stol.
I samme film optrådte Jesper Christensen som Mr. White, og det er ikke sidste gang, man så Jesper Christensens karakter. Han medvirkede også i “Quantum of Solace” og “Spectre”.
Men nu har vi endnu engang en dansker med i en James Bond film.
Den 44-årige dansk-svenske skuespiller David Dencik skal spille en endnu unavngiven skurkerolle i den kommende film. Det skriver TV2.
Der er endnu ikke mange oplysninger sluppet ud om den kommende film, der stadig blot har arbejdstitlen Bond 25. Men det er bekræftet, at Daniel Craig er tilbage i rollen som Bond.
Optagelserne starte om en uge.
David Dencik har blandt andet spillet med i film som “En kongelig affære”, “Mænd og høns” og “Kapgang” samt serier som “Bedrag” og “Den som dræber”.