Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen har mistet sin datter. Den lille pige blev ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet født tidligt om morgenen lørdag den 5. oktober. Fødslen blev sat i gang, da lægerne kunne konstatere, at barnet ikke længere var i live.
Joy Mogensen har skrevet et opslag på Facebook, hvor hun sætter ord på sine følelser:
– Min datter, Sarah, var ikke i live, da jeg fødte hende natten mellem fredag og lørdag. Og jeg er så utrolig ked af det, skriver Joy Mogensen.
Derefter benytter hun lejligheden til at sende en særlig tak:
– Jeg vil gerne takke alle de kvinder og mænd, der har inspireret mig, og har givet mig mod til at række ud efter forældreskabet. Tak for at I delte jeres drømme og jeres kamp for den største gave, jeg kan forestille mig i livet. Til jer, og til andre, der stadig kæmper for at få børn: Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder. Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i, skriver Joy Mogensen.
Joy Mogensen har et særligt ønske til folk, som skulle få lyst til at sende hende blomster:
– Hvis der er nogen, der fx skulle få lyst til at sende mig blomster, må jeg så ikke i stedet bede jer om at støtte Landsforeningen Spædbarnsdød, skriver Joy Mogensen og slutter af med at takke personalet på Roskilde Sygehus for deres hjælp.
– Tak til læger, jordemødre og personalet på Roskilde Sygehus for en hjælp og en støtte, der ikke kan sættes en pris på, lyder det.
Du kan læse hele Joy Mogensens opslag her:
https://www.facebook.com/JoyMogensenKulturKirkeMin/posts/954990951534119
Så frygteligt! Nu sender vi varme tanker til Joy Mogensen og ønsker hende alt det bedste.