Tirsdag aften vil dronning Margrethe tale til hele befolkningen omkring den alvorlige situation landet befinder sig i.
Det oplyser det danske kongehus i en pressemeddelelse.
– Hendes Majestæt Dronningen vil i aften tale til hele befolkningen om den alvorlige situation med udbredelsen af coronavirus. Talen vises klokken 20.00 på DR og TV 2, lyder det i pressemeddelelsen.
Dronningens tale vil blive optaget tirsdag eftermiddag.
Dronning Margrethe besluttede i sidste uge at aflyse alle aktiviteter i forbindelse med sin 80 års fødselsdag i april.
– I lyset af udbredelsen af COVID-19 og følgerne heraf for samfundet, har dronningen besluttet, at alle Kongehusets planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med den kommende 80 års fødselsdag i april aflyses. Den kongelige families deltagelse i øvrige officielle programpunkter i de kommende uger aflyses ligeledes, lød det i en pressemeddelelse fra kongehuset.
Dronning Margrethe benyttede også lejligheden til at knytte en kommentar til den aktuelle krise:
– Danmark og verdenssamfundet står netop nu i en meget vanskelig situation. Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor. Jeg appellerer derfor til, at vi alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden.