Prins Joachim blev i slutningen af juli ramt af en blodprop i hjernen, hvilket betød, at han straks skulle på hospitalet og opereres. Hans kone, prinsesse Marie, har hele tiden været ved hans side, men hun er ikke det eneste familiemedlem, som har været der i nødens stund.
Efter prins Joachim ud af det blå blev ramt af en blodprop i hjernen, har han brugt tiden på at komme sig og genvinde kræfterne. Sygdommen dukkede op, mens han var på ferie i Frankrig sammen med familien, hvor de få dage forinden havde fejret prins Felix’ 18-års fødselsdag på Château de Cayx.
Lige siden har prinsesse Marie været ved prins Joachims side, men hun er ikke det eneste medlem af familien, som har været der for dronning Margrethes yngste søn.
Kronprins Frederik har de sidste par dage været på Château de Cayx, hvor han har besøgt sin lillebror.
Kongehuset har lagt et billede op fra besøget på Instagram, hvor de to royale brødre sidder på terrassen og får lidt at spise. Ifølge Kongehuset er prins Joachim forsat i bedring, men har stadig ro omkring sig.
På slottet er også prinsesse Marie og parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, til stede.
På billedet kan man se de to brødre, der begge er klædt i hvidt. De sidder begge med et lille skævt smil og et fast blik i øjnene.
Vi ønsker prins Joachim forsat god bedring!