Skuespiller Magnus Millang kunne ikke få armene ned under årets Oscar-fest.
For oscar-prisen for bedste internationale film for filmen Druk var ikke den eneste gode nyhed, som Magnus Millang kunne juble over.
Den oscar-vindende instruktør Thomas Vinterberg afslørede overfor TV Avisen, at hans kollega Magnus Millang havde flere ting at glæde sig over:
– Forresten, tillykke til Magnus, som er blevet far i nat, sagde den oscarvindende instruktør under interviewet.
Den 39-årige skuespiller Magnus Millang har bekræftet den glædelige nyhed overfor BT i en SMS.
Her skriver han, at alt er gået godt, men da BT spørger ham om, sønnen skal hedde Oscar, er svaret klart:
– I er nummer 88, der spørger, om han skal hedde Oscar. Det virker for uoriginalt, så er jeg mere til at kalde ham Susse Wold, skriver han.
Magnus Millang er udover at være skuespiller også manuskriptforfatter, filminstruktør og komiker.
Han er bedst kendt for sin rolle som den selvglade ejendomsmægler Jeppe K, Freitag, som har været et stort hit på de sociale medier.
Derudover var han både instruktør og skuespiller på filmen Selvhenter, som han producerede med sin bror.
Og nu nu kan han altså også prale af at være skuespiller i en oscarvindende film og ikke mindst at have fået titlen som far til tre.
Han har nemlig nu tre sønner med sin hustru Nana Fagerholt. Vi ønsker dem stort tillykke med familieforøgelsen.