En lærer stod og underviste sine elever, da hun fortalte denne historie om et kæntrende krydstogtskib.
Der var et par på skibet, der havde formået at kæmpe sig frem til en redningsbåd blot for at finde ud af, at den kun havde plads til én af dem.
Jeg tror ikke, at dette er sket i virkeligheden, men jeg er dog overbevist om, at vi alle kan lære noget af at læse denne historie.
Læreren afbrød undervisningen og begyndte at fortælle historien om krydstogtskibet, der var ved at forsvinde under bølgerne.
I det øjeblik, hvor parret kom til redningsbåden, skubbede manden sin kone væk, og hoppede herefter selv ned i redningsbåden.
Kvinden blev efterladt på det synkende skib, og råbte efter sin mand.
Læreren spurgte sine elever: “Hvad tror I, at hun råbte?”
De fleste elever svarede ivrigt: “Jeg hader dig!”, “Du har snydt mig!” og “Store røvhul!” var blot nogle af de ting eleverne troede, at kvinden råbte til sin mand.
Læreren bemærkede en dreng, der sad i tavshed bagerst i klassen. Hun gik ned til ham for at høre ham om, hvad han troede, at kvinden råbte: “Frøken, jeg tror, hun råbte: ‘Tag dig af vores datter'”.
Læreren blev overrasket og spurgte: “Har du hørt historien før?”
Drengen rystede på hovedet: “Nej, men det var bare det, min mor sagde til min far, inden hun døde af sin sygdom”.
Lærerinden sagde beklagende: “Svaret er rigtigt.”
Hun fortsatte herefter historien.
Krydstogtskibet sank. Manden vendte uskadt hjem, og opdragede parrets datter alene.
Flere år senere, efter mandens død, fandt datteren en dagbog, da hun var ved at rydde op i faderens ejendele.
Heri kunne hun læse, at moderen var blevet diagnostiseret med en dødelig sygdom, hvilket var årsagen til, at parret havde valgt at holde ferie på et krydstogtskib, for derved at aflede deres tanker.
Manden skrev i sin dagbog: “Jeg ville ønske, at vi kunne være gået i døden sammen. Men jeg var nødsaget til at tænke på vores datter. Jeg må desværre lade dig ligge alene på havets bund, for evigt.
Da læreren var færdig med historien, var hele klassen tavse.
Man kunne bogstaveligt høre en knappenål falde.
Læreren forstod, at eleven, der i første omgang var tavs, havde forstået historiens pointe. Mellem alt godt og ondt i verden, er der mange forskellige underliggende årsager, der kan være svære at se. Vi har ikke altid adgang til alle oplysninger, men vi har nemt ved at dømme andre.
Det er derfor, at vi aldrig skal fokusere på det overfladiske. For det er vel bedre, at vi forsøger at forstå vores medmennesker, før vi dømmer dem?
De personer, der kan lide at betale for regningen, gør det muligvis ikke, fordi de gerne vil vise, at de har penge – måske skyldes det blot, at de sætter mere pris på venskab end penge.
De personer, der arbejder ekstra hårdt på arbejdspladsen, gør det ikke, fordi de er dumme, men måske fordi de tror, at der er værdi i at tage et ansvar.
De personer, der altid siger undskyld før den anden gør det, behøver ikke nødvendigvis at have gjort noget forkert, men eftersom de sætter pris på mennesker omkring dem, så gør de det gladeligt.
De personer, der gerne vil hjælpe dig, gør det ikke, fordi de skylder dig noget, men fordi de ser dig som en ægte ven.
De personer, der sender SMS-beskeder til dig, gør det ikke, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til, men de gør det måske, fordi de elsker dig.
En dag bliver vi alle tvunget til at skilles fra hinanden. Vi kommer til at savne vores samtaler om alt og intet; alle de drømme, vi havde.
Dage, måneder, år vil gå, indtil kontakten bliver mere sporadisk. En dag vil vores børn se på vores billeder og spørge: “Hvem er disse mennesker?”.
Og du kommer til at smile, og måske fælde et par usynlige tårer, eftersom hjertet bliver varmt, og du vil sige: “Det er alle dem, jeg har tilbragt de bedste dage i mit liv med”.
Del denne historie videre til alle, du kender – sammen vi forsøge at gøre en forskel.
