Alle hundeejere kender nok til det klassiske udtryk, hunden får, når den har gjort noget, den ikke skulle have gjort. Uanset om den har bidt i sofaen, tisset på gulvet eller løbet, hvor den ikke burde løbe, har alle set blikket.
Hunden har gjort noget, den ikke burde, og det lader til, at den selv ved det. Du ser hunden og tilskriver den en almindelig menneskelig følelse: skyld.
Men du tager fejl.
Det må da helt bestemt være skyld, hunden viser? Logikken er der: Hunden fik for meget tid alene og gjorde noget forkert. Selvfølgelig ved hunden bedre.
Når du ser, hvad den har gjort, handler du derefter og sætter den på plads. Og det er tydeligt, at hunden ved, at den har gjort noget forkert. “Nej!” “Fy!”
Selvom det er ret logisk, at hunden viser skyld, er det slet ikke det, den faktisk viser. Det er noget meget mere almindeligt og mindre kompliceret: den er bange.
Denne påstand kommer fra dr. Alexandra Horowitz, som blandt andet har skrevet Inside of a Dog: What Dogs See, Smell and Know. Her underøger hun hundens kognition, altså blandt andet følelser. Det kommer af et studie fra 2009, Disambiguating the ‘guilty look’: salient prompts to a familiar dog behavior. Den fokuserer på, hvordan mennesker tolker hunde gennem et “menneskeligt filter”. Med andre ord fejlfortolker vi mennesker hundenes følelser på baggrund af, hvordan vi selv ser ud og handler alt efter, hvad vi føler.
“Skyldblikket” er et pragteksemplar, fortæller dr. Horowitz til iflscience: “Jeg ser på en hund, som viser skyldblikket, og for mig ser den skamfuld ud. Det gør den virkelig! Vi er skabt til at se det på den måde, så det er ingens fejl.”
Alle genkener blikket: distinkt, hunden rykker lidt tilbage, og man ser det hvide i øjnene, når den ser op på dig. Nogle gange trækker den ørerne tilbage, slikker i luften eller gaber. Alle disse er dog tegn på angst hos en hund – noget, mennesker misforstår som skyld.
Studiet fra 2009 af Horowitz viser tydeligt, hvordan mennesker har en tendens til at give hunde menneskelige træk. Man kan læse mere om, hvordan studiet er blevet udført og købe det i sin helhed her, men vi har forenklet pointen fra opsummeringen lige her:
Undersøgelsen viste, at hunde, som viser “skyldblikket” faktisk er bange for at blive skældt ud af sin ejer snarere end at føle skyld. Med andre ord er det ikke hundens egen handling, der får dem til at agere. Reaktionen kommer ud fra, hvordan de tror, at ejeren reagerer.
Dr. Horowitz forklarer også, at det er usandsynligt, at hundene tænker på samme måde som os. Deres hjerner er markant anderledes – selvom de ofte minder meget om os. En afgørende forskel er, at de ikke reflekterer over tanker og handlinger. De tager ikke stilling til, om de har gjort noget forkert.
Hun fortæller også, at der er bevis for, at visse dyr planlægger fremadrettet og husker på episoder fra fortiden. Men problemet er, at der ikke er et lignende bevis for, at dette gælder for hunde, selvom de har en hukommelse. Men at de skal handle ud fra disse minder på samme måde som mennesker er altså forkert.
“Hundene husker ikke i ord. De taler ikke om det. Tænker de på hændelser, når de ligger og venter på dig? Det ved vi ikke. Selvom vi ville elske at vide det,” siger dr. Horowitz.
Ofte menneskeliggør vi vores hunde, deres følelser og deres hukommelse. Og derfor tilskriver vi dem personligheder, hvad de kan lide og tænker. Dr. Horowitz mener, at det er en måde at prøve at forudse, hvad der vil ske med noget, vi ikke helt forstår: vi anvender menneskelige forklaringer og overfører dem til hunden.
Så viser hunden skyld? Måske. Måske ikke.
Som hundeven syntes jeg virkelig, at dette både er interessant og vigtigt at vide.
Kommer du til at agere anderledes, når din hund har gjort noget forkert? Del gerne til alle, der er i kontakt med hunde, så de også hører om dette.