Politihunden Dundra kæmpede i timevis for at fange indbrudstyven. Efter en lang opsporing i sumpe og krat lykkedes det for hende.
Nu hyldes hun på de sociale medier for sit heltemod.
Klokken var lidt i 01, natten til mandag, da den svenske betjent Maja og Dundra var på vej til en tankstation for at købe kaffe, da alarmen gik. Makkerparret, som havde arbejdet tre skift i træk, var slidte, men fik straks pulsen op, da de blev tilkaldt.
”26-9720 så kan du begynde at styre mod Ockelbo, igangværende indbrud”, sagde stemmen i politiradioen.
“Mærker frustrationen”
Maja og Dundra skiftede straks kurs og begyndte at køre nordpå mod Ockelbo. Maja hører i radioen, hvordan flere patruljer slutter sig til og begynder at køre mod den pågældende adresse, hvilket hun fortæller om i et indlæg på politiet i Bollnäs, Söderhamn og Ovanåkers Facebookside.
“Pludselig råber en patrulje i radioen, at de har mødt et mistænkeligt køretøj, som gasser op, når patruljen vender rundt. Patruljen indleder en forfølgelse, og jagten er i gang. En sømmåtte bliver lagt ud, og den rammer plet, køretøjet stopper. Jeg hører, hvordan kollegerne på stedet råber, at tre personer løber fra bilen. Jeg og Dundra har et par minutter derhen, og jeg mærker frustrationen,” fortæller Maja i et Facebookindlæg.
”To personer pågrebet, en på flugt”
Da Maja og Dundra kommer til stedet, hyler Dundra af forventning. Det blå lys blinker i mørket, og de tager straks ud for at lede efter spor.
En kollega, ved navn Kristoffer, lægger sig bagved Maja og Dundra. Til at begynde med er det behageligt skovterræn kollegerne arbejder i, men det bliver mere og mere vanskeligt at komme fremad. I et stykke tid er det så svært, at Dundra knap nok orker det.
De tre kolleger snubler, rejser sig igen, snubler og rejser sig. Både Maja og Kristoffer synes det virker underligt, at den mistænkte gerningsmand formåede at løbe den her vej, men Maja stoler på Dundra.
Dundra har færten af noget
“Dundra har færten af noget, jeg kan mærke det i snoren. ”Stol på hunden” tænker jeg. På trods af terrænet har jeg Kristoffer i ryggen hele tiden. Han må arbejde endnu hårdere, da han ikke bliver trukket af Dundra. Han håndterer også al radiokommunikation, hvilket lader mig fokusere på sporet. Når jeg falder, hjælper han mig op”, skriver Maja i indlægget.
Dundra fortsætter med at vise vej og fører betjentene ud på en smal og glat gangbro over vandløbet. Overalt er der sumpet, og flere gange synker Maja ned med benene i store huller. Hun er gennemblødt og har mælkesyre, men fortsætter med at kæmpe, lige som Dundra.
Dundra begynder at gø
På det tidspunkt har de sporet i over halvanden time, men så hører Maja, hvordan Dundra pludselig forsvinder ud i vandet og så kommer den, hendes gøen. Gøen, som fortæller, at Dundra har fundet noget.
“Jeg og Kristoffer beordrer personen frem, og jeg får kontrol over Dundra. Gerningspersonen er vadet ud i vandet og har gemt sig bag en kampesten. Vedkommende pågribes og med håndjern på, begynder vi langsomt at tage et skridt ad gangen tilbage mod civilisationen”, skriver Maja i indlægget.
Nu hyldes Dundra for sin helteindsats på Facebook.
“Vidunderlige Dundra, som dundrede frem som en damptromle over stok og sten. Fik fat i bøllen. Hunden er menneskets bedste ven og bøllens værste fjende. Fantastisk arbejde af jer begge, Dundra med Maja i hælene sammen med jeres kolleger”, skriver en person.
“I er fantastiske! Man skal altid stole på en dygtig hunds snude, de ved, hvad de snuser efter. Godt arbejde alle 3, især jeres evne til at komme rundt i det værst tænkelige terræn”, skriver en anden.
Jeg siger bara WAUW! Så fantastisk arbejde af Dundra og hendes hundefører.