Mange er bange for at blive gamle. Tænk ikke at kunne bevæge sig som før, se dårligere og have svært ved at huske.
Måske er børnene flyttet langt væk og kommer ikke forbi så ofte mere. Måske har du slet ingen børn.
Dine venner er døde, og der er ingen, der interesserer sig for dig længere.
Hvis du ikke længere kan klare dig selv, må du flytte på plejehjem. Forhåbentlig er der nogen der, som holder dig ved selskab, men gør der ikke det, forbliver du ensom.
Mange gamle dør ensomme og bitre over, hvordan livet blev de sidste år.
Det er vigtigt at huske de, der bliver ældre – vi ender der jo nok alle en dag.
Dette digt, som blev kendt i 1973, blev fundet, efter at en ældre kvinde som døde på et plejehjem – og det sætter virkelig fingeren på noget, vi alle bør huske.
Ifølge Sunday Post blev det skrevet i 1966 af sygeplejersken Phyllis McCormack, som arbejdede på et skotsk plejehjem.
Hvad ser I, sygeplejersker, hvad ser I?
Hvad tænker I, når I ser på mig,
En gnaven gammel dame, ikke så kvik,
Usikker på vaner, med fjerne øjne,
Som uden modstand lader jer gøre, som I vil,
Fylder den lange dag med badning og madning,
Jeg skal sige jer hvem jeg er som jeg stadig sidder her,
Som jeg bevæger mig på jeres kommando, som jeg spiser efter jeres vilje,
Jeg er det yngste barn af ti med en far og en mor,
Brødre og søstre, som elskede hinanden.
En brud på 20, mit hjerte giver et spjæt,
Husker de løfter, jeg lovede at holde.
Som 25-årig har jeg mine egne børn,
Som har brug for mig for at bygge et sikkert, lykkeligt hjem,
Som 50-årig leger børn atter på mit lår,
Igen kender vi børn, min elskede og mig,
Mørke dage over mig, min mand er død,
Jeg ser på fremtiden, jeg gyser af afsky,
For mine børn har travlt med deres egne børn,
Og jeg tænker på årene og den kærlighed, jeg har kendt.
Kroppen smuldrer, stolthed og vigør er væk,
Der er nu en sten, hvor jeg engang havde et hjerte,
Men inde i dette gamle skrog hviler en ung pige stadig,
Og nu og da får mit prøvede hjerte ro.
Jeg husker glæden, jeg husker smerten,
og jeg elsker og lever igen livet,
Jeg tænker på årene, der alt for hurtigt forsvandt,
og accepterer det hårde faktum, som ingen kan holde ud.
Så åben dine øjne, sygeplejerske, åben og se,
Ikke en gnaven gammel dame, se nærmere, se MIG.”
Tag aldrig for givet, at de gamle omkring os ikke ser eller hører. De lever stadig og har følelser præcis ligesom dig og mig.
Det kan være nok med et smil, et hej eller at du giver et par minutter af din tid til at forgylde nogens dag.
Hav dette digt i tankerne, næste gang du ser et ældre mennesker. Jeg er sikker på, at du kommer til at få det igen, når det er din tur til at være gammel.
Del gerne digtet med dine venner på Facebook. Jo flere, der læser digtet, desto flere gamle vil blive mødt med et smil.
