Far er alene med babyen i 2 timer – så får mor sms med spørgsmålet: “Kan jeg dræbe babyen nu?”

Det øjeblik, du holder dit nyfødte barn i dine arme, kan ikke beskrives tilstrækkeligt for nogen, som ikke har oplevet det. For mor Angie Setlak var følelsen dog forbundet med knusende bekymring.

Angies søn Xavier fødtes en måned for tidligt og var nødt til at blive overvåget de første 16 dage af hans liv. Heldigvis kunne han så småt komme sig over sin for tidlige fødsel og komme hjem for at være sammen med sin familie.

Men Angie vidste så lidt om, at der fandtes en meget værre fare, som lurede ganske nær; en person, som potentielt kunne forandre Xaviers liv for altid…

Tre måneder efter at have bragt Xavier hjem, kunne Angie vende tilbage på arbejde. Hun var ikke så meget for at efterlade Xavier hos sin ekspartner (og Xaviers biologiske far), men hun dulmede sin angst med den viden, at han selv havde opfostret sit eget raske barn.

Men tingene tog snart en drejning. Bare tre timer efter Angies skifte fik hun en besked fra sin eks, hvor han spurgte, om han kunne “dræbe barnet nu”.

Angies hjerteskærende fortælling om, hvad der skete den dag, blev delt på Facebooksiden Love What Matters. Det er klart, at det er følelsesladet læsning og efterlader ikke et øje tørt:

”Jeg fik beskeder fra Xaviers far hele dagen om, hvor svært han syntes, at det var, og jeg sagde til hans far, at vi kunne finde en anden løsning, så han ikke behøvede at tage sig af ham om dagen. Under barslen havde Xaviers far været alene med ham i to timer, og alt havde været godt.

Hans far arbejdede om natten, og planen var, at han skulle tage sig af Xavier om dagen, mens jeg arbejdede, og så skulle jeg tage mig af ham om natten, når han arbejdede. Min tidligere partner havde trods alt opfostret en tiårig, så selvom jeg var meget nervøs over situationen, blev han ved med at forsikre mig om, at alt ville gå godt.

På min første dag tilbage på jobbet efter barslen fik jeg en besked – han spurgte mig, om han kunne dræbe barnet nu. Jeg bad ham bare om at vente, og jeg ville snart komme hjem. Jeg tænkte hele tiden, “bare nogle timer til, og så kan jeg være hjemme hos mit barn.” Derefter klokken 02.30 fik jeg beskeden, som enhver mor håber, at de aldrig får. “Xavier trækker ikke vejret mere. Kom hjem nu.”

Angie gik i panik. Hun skyndte sig at samle sine ting, samtidig med at hun rakte ud til sin eks om, hvad der eventuelt kunne være gået galt.

“Jeg ringede til hans far og spurgte, hvad der skete, til hvilket han svarede: “Han blev kvalt i mælk, og vi skal til børnehospitalet i Seattle”. Jeg samlede mine ting, kvalte mine tårer og tog afsted til hospitalet. Da jeg kom derhen, hørte jeg min baby græde, så jeg troede, at alt ville være okay. Der var et rum fyldt med læger til mit lille barn.

Efter at tingene var faldet lidt til ro, lod de mig gå ind til ham og holde hånden. Han var pludselig stille og bleg. Jeg vidste, at noget ikke stod rigtigt til. De hastede ham til overvågningen og lavede en CT-scanning på ham, mens hans far og jeg ængsteligt ventede i lokalet. Han havde ikke meget at sige. Han var optaget af sin telefon. Til sidst tog de Xavier tilbage i lokalet og lod mig holde ham. Lægerne kom hele tiden ind og ud af rummet, og Xavier blev meget som sig selv igen. Alt hvad jeg troede var gode tegn.

Jeg fik endelig en besked, lægerne sagde, at det blødte i hans hjerte. Jeg gik straks til hans far og spurgte, “hvordan kan det være sket?”. Hans far havde stadig ikke meget at sige og fortsatte bare med at gentage, “Han blev kvalt i mælk.” De lod mig lægge Xavier, fordi de skulle intubere ham, og de fleste forældre ønsker ikke at se sådan noget. Vi forlod lokalet, og jeg brød sammen. Hvordan kan dette ske med mit søde, uskyldige barn?

Det var ikke før, vi blev flyttet til et andet sygehus omkring 22 den aften, og jeg blev interviewet af en politidetektiv klokken 2. Jeg indså, at det var et mistænkt overgreb mod et barn. De sagde til mig, at han havde blødninger i hjernen på grund af et utilsigtet traume. Jeg var oprørt. Xavier blev lagt i et medicinsk induceret koma i to uger, mens de arbejdede ubønhørligt med at stoppe anfaldene.”

Blev ikke kvalt i sin mælk

Det stod snart klart, at Xavier ikke var blevet “kvalt i sin mælk”. Noget ulykkeligt var sket, mens Angie arbejdede, og hun var lige så uvidende om dette, som officererne var. Sammen med sine politiafhøringer var Angie nødt til at håndtere lægernes indgående og fordømmende prognoser efter at have lagt prognosen på hendes skuldre.

”Langsomt behandlede de ham med medicinering, og de advarede mig om, at han måske ikke ville vågne. De tog mig ind i lokale efter lokale, hos læge efter læge, for at advare mig om, hvad der kunne ske. Vi kæmpede mod to ting. Traumet og den tid, han gik uden ilt til hjernen. Jeg hørte alt fra “han kan være blind” til “han kan måske aldrig lære at gå, tale, bevæge sig.”

Men alligevel vidste jeg, at han ville komme tilbage til mig. Efter 17 dage på sygehuset, tog vi mit barn tilbage. Vores hjem er anderledes nu. Hans far og halvsøster er der ikke længere. Hans far blev arresteret den aften og sigtet for første grads vanrøgt af børn. Jeg kender stadig ikke detaljerne om, hvad der skete den dag, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at gøre det.

Fordi vi nu er næsten 3 måneder efter skaden, fokuserer jeg mindre på “hvorfor” og mere på “nu”. Jeg forsøger at være nærværende med mit barn, hvert øjeblik. Jeg takker Gud hver dag for at have bragt mit barn tilbage til mig. For min mor, som nu bor hos mig, fordi jeg er en enlig forælder, som stadig arbejder for at forsørge mit barn.

Vi har så mange læger og så mange møder, det er underligt, at jeg er sammen med dem hele tiden. Han går til fysioterapi hver uge, ergoterapi hver uge. Han har en neurolog. En øjenlæge, en neuroudviklingsspecialist, er i taleterapi og skal nu gå til Anat Baniel Method-terapi for at hjælpe med at vække hans hjerne og genoptræne den.

Alle fortæller hele tiden, hvor heldige vi er, at det her skete, mens han var så ung, hvor spændstige børn er og hvor plastisk hjernen er i denne alder. Han har en høj risiko for at udvikle cerebral parese, men vi får ikke den diagnose før yderligere 1,5 år, hvis han har det. Han møder mennesker til tidlige interventionstjenester, og jeg tror, at jo mere vi arbejder med ham, desto bedre er hans odds.

Jeg har mareridt de fleste nætter, om at han dør. Jeg vågner op i en pøl af tårer. Men alligevel kæmper jeg. Jeg kan ikke give op nu. Hvis du kiggede på hans MR, ville du tro, at han var en grøntsag. Skaderne er omfattende. Han får medicin mod anfald, og det kan tage op til to år at få det væk. Vi kender ikke til alle skaderne før om nogle år, fordi hans hjerne stadig udvikles. Men han er mit vidunderbarn. Min årsag til at stå op af sengen hver morgen, selvom min verden snurrer omkring mig.

Min fighter, som blev født på 6 kilo og har kæmpet hele tiden. Han har bevist for mig gang på gang, at han vil bo og være her. Så vi kæmper. Jeg er taknemmelig for hvert øjeblik og hver dag for, at Gud sendte ham tilbage til mig. For alle fightere, som stadig beder for mit barn. Da de sagde til mig, at han måske ikke ville leve, bad jeg til, at han skulle komme tilbage til mig. Jeg var så glad, da de fortalte mig, at jeg kunne skifte hans bleer igen. Han er så dyrebar for mig. Selvom han ikke kan se. Eller gå. Eller tage sig af sig selv. Han er min måne og stjerner. Mit livs lys. Han er alt, jeg altid ville have.

Den sværeste del af alt dette er, hvor forebyggende det er. Før skaden var mit hus fyldt med brochurer om rystede babyer, og hvad jeg kunne gøre for at undgå det. Du lægger dit barn ned. Du går væk. Du går hen og græder et sted, eller skriger, eller taler med nogen. Du får dine frustrationer ud og kommer så tilbage til dit søde barn og begynder igen. Frem til i dag græder Xavier stadig. Og brokker sig. Og jeg har øjeblikke, hvor jeg må lægge ham ned og gå væk. For det er, hvad du gør som forælder. Jeg håber, at nogen, som læser vores historie, tager alt i hjertet og indser, hvor vigtigt det er ikke at ryste et barn. Uanset hvad, ryster du aldrig et barn. Det er så nemt at undgå. Et øjeblik af raseri forandrede mit barn for altid.”

Af endnu ikke klare grunde, tog Angies ekspartner beslutningen om at ryste deres sårbare barn. Hans handlinger den dag, kan påvirke Xavier resten af livet – der er ingen, som ved, hvilken langvarig skade barnet har taget. Angie gør dog sit bedste for at være positiv. Sammen kommer hun og Xavier til at tage en dag ad gangen, og forhåbentlig kan denne fighter af en ung dreng nyde det liv, han virkelig fortjener: Et med lykke, velstand og kærlighed.

Selvom det Xaviers far gjorde mod ham aldrig kan tilgives, findes der en stråle af håb i denne historie om Xaviers rå modstandskraft. Spred den her artikel videre, hvis du synes, at alle mennesker, som mishandler børn, bør rammes af hårdest mulige sanktioner.