Holly Gerlach fra Edmonton i Canada fødte sit første barn, Casey, da hun var 26 år gammel.
At blive mor var noget, hun havde drømt om, siden hun var en lille pige. Fødslen gik godt, og Holly lyste af glæde, da hun kunne tage hjem fra hospitalet med sin lille datter.
Men hun vidste ikke, at hendes lykkelige liv snart ville tage en pludselig og dramatisk drejning – blot få uger efter fødslen.
Det hele begyndte med, at Holly følte en stor smerte i nakken og svaghed i benene.
Hun tog på sygehuset, fordi hun hurtigt fik det værre.
På sygehuset konstaterede lægerne det forfærdelige: Holly var ved at blive lam fra halsen og ned.
Hun fik straks behandling på intensiv-afdelingen.
Det viste sig, at Holly var ramt af Guillain-Barré syndrom (GBS). Den meget sjældne sygdom er kendetegnet ved lammelse i arme og ben, som tager til i styrke i løbet af nogle dage eller uger.
Ifølge lægerne var det formentlig fødslen, der havde sat sygdommen i gang hos Holly.
I Danmark bliver mellem 50 og 100 personer ramt af sygdommen i Danmark hvert år, skriver Sundhed.dk.
Sygdommen kan gå over af sig selv, men i de fleste tilfælde bliver der givet behandling, og i særlige situationer er der brug for intensiv pleje.
Holly kunne ikke bevæge sig, og hun behøvede en respirator for at få ilt. Sygeplejersker og familie kunne bare vente på, at hun skulle få det bedre – men Holly havde meget store smerter.
Hun prøvede på et tidspunt at kommunikere noget til en sygeplejerske, som bøjede sig ned og hørte, hvordan Holly hviskede i hendes øre: “Jeg har så ondt” – og det gjorde lægerne meget bekymrede.
Lykkeligvis var der noget, som gav Holly styrke til at blive ved med at kæmpe – hendes nyfødte barn.
Hun gjorde sit bedste for at se sit barn hver dag, selvom det indebar store fysiske udfordringer.
Selvom sygdommen havde lammet enhver muskel i hendes krop, gav Holly aldrig op. Med hjælp fra en lift kunne hun komme op fra sengen og sidde i en stol.
Hun kunne knapt tale, men prøvede at mime til slægtninge og plejepersonale for at kommunikere.
Holly så sin datter hver dag, selvom hendes hjerte var knust ved tanken om, at hun ikke kunne være den mor, hun ville ønske, at hun helst ville være.
Efter ugers træning i at trække vejret gennem en særlig vejrtrækningsventil skete noget ekstraordinært, som gav Holly det håb, hun desperat havde ledt efter. Hun lærte at trække vejret selv uden hjælp fra en respirator.
Snart begyndte lammelsen også at aftage.
Efter 70 dage kunne Holly forlade intensivafdelingen – nu kunne hun igen tale og bevæge sig rundt i en kørestol.
For hver dag blev Holly stærkere, og efter 78 dage begyndte hun genoptræningen. Det vigtigste var at træne benene, og på dag 87 tog Holly sine første skridt i tre måneder.
Derefter trænede Holly finmotorikken og blev ved med at træne musklerne i armene, til hun igen var stærk nok til at…
… holde sin elskede baby og made sit barn, som nu var blevet fire måneder gammel!
Efter 94 dage kunne Holly igen gå uden hjælpemidler.
Og til sidst, efter 126 dage, tog hun hjem.
Alting skulle hun lære på ny, inklusiv at børste håret og tænderne, skrive, spise med bestik og gå ture.
Men som om det ikke var nok, så se bare, hvad hun gjorde et år senere….
Holly er nu i bedre form end nogensinde!
Og hun lever sit liv til fulde – noget, der ellers virkede utænkeligt, da sygdommen lammede hendes krop.
Med viljestyrke og kampgejst kunne Holly overvinde sygdommen, der næsten tog hendes liv.
Var det ikke for morens kærlighed til sin datter og støtten fra familie og venner var det måske ikke endt lykkeligt.
Også plejepersonalet fortjener stor ros. Uden dem havde det ikke været muligt for Holly at være der, hvor hun er i dag.
Jeg er sikker på, at den gribende fortælling om Holly kan hjælpe andre med at finde styrke og mod, når de går gennem en hård tid.
Vi håber, at Holly får mange lykkelige år fremover med sin datter og familie. Du må gerne dele og synes godt om, hvis du er enig!
