Pigen er fanget i sin egen krop: 4 år senere vågner hun og afslører sandheden hun måtte skjule

Victoria blev født som en rask og glad trilling, og som lille elskede hun at danse og at vise sine evner indenfor sport frem.

Dog begyndte hun allerede som 11-årig at udvise alvorlige influenzasymptomer. Hun besvimede flere gange og fik lungebetændelse.

Bare to uger senere var hun lammet fra taljen og ned. Hendes krop havde lukket af lidt ad gangen på grund af en inflammation i hjernen og rygraden, hvorved hendes liv var helt forandret.

Hendes familie så skrækslagne til, mens Victoria mistede evnen til at tale, spise og bevæge sig.

Men hende utrolige historie var kun lige begyndt. Det som skete flere år senere skulle chokere både hendes familie og læger.

Victoria havde brugt næsten fire år ‘indespærret’ i sin egen krop.

Lægerne forklarede Victorias forældre, at deres datter var i en vegetativ tilstand, og at hun blev holdt i live af sondemad.

De fik tidligt forklaret, at der ikke var sandsynligt, at hun skulle komme sig.

”Vi mistede hende”, sagde mor Jaqueline.

Det ingen vidste var, at Victoria kunne høre, hvad hendes familie og venner sagde, mens de vågede ved hendes side.

To år efter at Victoria var havnet i koma ‘vågnede hun op’ mentalt. Men hun kunne stadig ikke styre sin krop.

Det var som at leve i et mareridt, for Victoria kunne ikke fortælle nogen, hvad der skete.

Lægernes prognose

På dette tidspunkt havde lægerne opdaget den usædvanlige sygdom, som var skyld i inflammationen i Victorias hjerne og rygrad.

Hun hørte lægerne fortælle hendes familie, at hun var hjernedød. Hun ville aldrig komme sig fra den vegetative tilstand hun befandt sig i.

”Men mine forældre troede på mig. De installerede et sygeværelse hjemme i New Hampshire og passede på mig. Mine tre brødre – jeg er trilling og har en ældre bror – talte med mig og fortalte hvad der var sket udenfor mit værelse. 

De hjalp mig til at kæmpe for at blive stærkere. De vidste ikke, at jeg kunne høre dem, men det kunne jeg”, sagde Victoria til ESPN.

I 2010 lykkedes det Victoria at komme ud af sin vegetative tilstand. Det begyndte i december 2009, da hun fik øjenkontakt med sin mor.

Efter det påbegyndte en rejse tilbage til livet. Først kunne hun bevæge en finger, efter et stykke tid kunne hun vinke med hele hånden. Til sidst kunne hun forme ord som til sidst blev til sætninger.

Hun lærte at spise selv og til sidst kunne hun bruge sin mobiltelefon.

Trods den utrolige fremgang, var der stadig en ting hun ikke kunne gøre. Bevæge sin ben.

Victoria fik besked om, at hævelsen i hendes hjerte og rygrad havde forårsaget permanent skade. Hun ville aldrig kunne lære at gå igen.

Og alle specialister sagde det samme:”Du bliver nødt til at vænne dig til at sidde i kørestol”.

Drillet med sin kørestol

Men Victoria har en viljestyrke som er få forundt. Og hun fortsatte med at kæmpe trods næsten umenneskelige odds.

Da lægerne sagde, at hun aldrig ville gå, nægtede hun at acceptere det. Hun ville ikke bruge resten af sit liv i kørestol.

Trods hendes positive indstilling, var det utroligt svært for Victoria at gøre fremskridt.

Desuden blev hun mobbet, da hun vendte tilbage i skolen i kørestol.

Hun havde set frem mod at begynde i skole igen. Men efter den første skoledag ville hun aldrig mere tilbage.

Victoria kom hjem, helt knust og med gråd i halsen. Den dag lovede hendes forældre, at de ville gøre hvad som helst for at hjælpe Victoria med at gå igen.

Og de holdt deres løfte. De opgav aldrig håbet.

Og håbet var virkelig det eneste som Victoria Arlen havde – alt andet talte imod en forbedring.

Især et citat prægede hendes rejse gennem den hårde tid: ”Optimisme er den tro som leder til opfyldelse. Intet kan ske uden håb og tro”.

Til sidst var det minderne fra Victorias barndom som skulle blive vendepunktet.

Victoria Arlen voksede op nær en sø og lærte tidligt at sømme i poolen derhjemme. Hun begyndte snart at konkurrere og vandt alle konkurrencer hun stillede op i. hun var et talent udover det sædvanlige.

Da hun begyndte at komme sig efter sin sygdom, kom hun til den sørgelige indsigt, at hun aldrig skulle svømme igen. For det var jo ikke muligt at svømme uden ben troede hun.

Men hendes bror var af en anden opfattelse, så i 2010 sendte de Victoria ned i familiens pool. Hun var bange i begyndelsen – men det blev et vendepunkt i Victorias liv.

Hun fik “håbet” tilbage, som hun så desperat havde brug for. Når hun svømmede var hun fri fra kørestolen. Til sin store forbavselse var hun stadig rigtig god i bassinet.

I vandet fik hun ikke kun friheden tilbage, men også selvtilliden.

I sommeren 2012 var Victoria udtaget i USAs paraolympiske hold. Hun tog tre sølvmedaljer og en guldmedalje i 100 meter fri hjem. Hun satte sågar verdensrekord i 100 meter fri.

Da hun kom hjem fra London, vidste store dele af verden hvem hun var. Victoria blev inviteret til forelæsninger og folk genkendte hende i supermarkedet.

Hun begyndte at fortælle sin historie til tv-journalister og i magasiner, hun blev et forbillede for mange rundt omkring i verden.

Der var dog stadig en ting som forstyrrede Victoria: Den der irriterende kørestol.

I 2013 flyttede Victoria til San Diego for at deltage i programmet Project Walk, som hjælper folk til at gå igen.

”Min mor og jeg flyttede til San Diego og boede med en familie, så jeg kunne træne hver dag. Vi indså, at det her var stedet som kunne hjælpe mig, men vi ville ikke leve hundredevis af kilometer fra mine brødre og far

Så for at holde sit løftede besluttede min familie at åbne det første Project Walk-program på Østkysten. På den måde kunne jeg træne hver dag og opnå mit mål, mens andre i min hjemby også kunne få de samme muligheder”, siger Victoria.

Specialisterne på sygehuset var dog tøvende overfor Victorias muligheder for at gå igen.

En læge fortalte, at han ikke ville satse mange penge på det. Victorias forældre svarede ved at pantsætte deres hus for at få råd til at støtte datterens træning i ”Project Walk”.

Den 11. november 2015 tog Victoria et første lille skridt.

Hun var fastspændt i en sele over et løbebånd. To trænere hjalp med at flytte hendes ben.

Der var på det tidspunkt gået seks år siden hun “vågnede”. Hendes ben var erklæret død igen og igen af lægerne.

Alligevel stod Victoria op hver dag og trænede seks timer om dagen for at forsøge at nå sit mål.

Langsomt begyndt hun at genvinde bevægelsen i sine ben og hun begyndte oftere at gå med krykker.

Fem måneder senere, den 3. marts 2016 slap hun krykkerne helt og satte den ene fod foran den anden. Hun er ikke stoppe siden.

”Man kan ikke sige, at hver dag er perfekt. At gå er stadigt udmattende og jeg har stadig svært ved at tage et skridt på egen hånd. Jeg følger et træningsprogram i to til tre timer hver dag og de dage mine ben føles mere lammet bruger jeg min kørestol eller krykker”, siger Victoria.

Kun hendes træner og hendes familie kender til omfanget af skaden og det arbejde som det har krævet for at Victoria stadig skulle kunne tage et skridt hver dag.

”Men alt er værd det. Der var gået 10 år siden, jeg kunne se nogen i øjnene i stedet for at stirre på alles bagdele hele dagen”.

Da Victoria bogstavligt talt rejste sig fra kørestolen vidste hun ikke, hvordan folk ville reagere.

Hun var usikker på, hvordan folk ville se på hende.

”Men så indså jeg, at det her er min rejse og ingen andens og måske det kan skænke håb til mennesker som behøver det mest”.

I dag har Victoria fundet sin nye identitet efter en 10-årig turbulent rejse.

Hun er en paraolympisk guldvinder, vært for den store sportskanal ESPN og en overlever.

Victoria er på mange måder et omvandrende mirakel og et inspirerende forbillede for andre. Men hun påpeger en vigtig ting:

”Jeg gjorde ikke det her på egen hånd, jeg er taknemmelig for alle som har hjulpet mig til dette punkt. Hver dag bliver jeg mere komfortabel med min nye virkelighed. Jeg troede, at mine første skridt den 3. marts 2016 skulle være mållinjen. Men det var faktisk kun begyndelsen”.

Hvilken utrolig rejse denne stærke, modige og inspirerende unge kvinde har været på!

Det mindste vi kan gøre er at dele hendes historie videre, så alle vores venner også får chancen for at blive inspireret af og berørt over denne fortælling. 

“Optimisme er den tro som leder til opfyldelse. Intet kan ske uden håb og tro”.

Al held og lykke i fremtiden, Victoria!