Foto: Wikimedia Commons/John Mathe Smith

Bekræftet: Hun skal spille prinsesse Diana i populær serie

Det bliver en stort set ukendt skuespiller, som kommer til at stå overfor kræfter som Olivia Colman, Tobias Menzies og Helena Bonham Carter i Netflix-serien The Crown.

Serien The Crown følger dronning Elizabeths regeringstid, og de to første sæsoner blev utroligt populære og vandt flere store priser. Her kunne man blandt andet opleve Claire Foy som dronning Elizabeth, men når sæson tre og fire ruller over skærmen, bliver det med andre ansigter på de kendte royale familiemedlemmer.

Netflix har nemlig besluttet, at skuespillerne løbende skal skiftes ud, så de passer aldersmæssigt til historiens udvikling. Derfor kan vi i de to kommende sæsoner se Olivia Colman, Tobias Menzies og Helena Bonham Carter i prominente roller. Det betyder, at de nye skuespillere også kun kommer til at optræde i to sæsoner ligesom deres forgængere.

Sæson tre vil efter planen kunne opleves i slutningen af 2019, men selvom det bliver et glædeligt gensyn med de populære karakterer, kommer der til at gå et stykke tid før en helt særlig ikonisk person træder ind på scenen. Prinsesse Diana vil første gang kunne opleves i sæson fire. Men selvom sæson tre endnu ikke er blevet offentliggjort, så drømmer mange om, hvordan den unge Diana kommer til at se ud i serien – og ikke mindste se, hvem der kommer til at spille hende.

Det har Netflix-cheferne nu løftet sløret for. Det bliver den forholdsvis ukendte Emma Corrin, som skal spille prinsesse Diana i serien. Det skriver The Hollywood Reporter.

Den unge skuespiller har indtil videre blot spillet med i en kortfilm sidste år, medvirket i et enkelt afsnit af serien Grantchester i år og medvirker i den kommende film Misbehaviour. Derudover har hun medvirket i flere teaterstykker.

Emma Corring glæder sig til at spille den ikoniske prinsesse.

– Utroligt glad, ellevild og utroligt beæret, skriver hun på Instagram til udsigten over at spille med i The Crown.

Hvor er det spændende! Synes du, at hun ligner Diana? Giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet. 

Foto: Wikimedia Commons/John Mathew Smith 

 

Læs mere om...