Uanset om vi vil erkende det åbent eller ej – vi er alle skyldige, når det kommer til at dømme andre. Det er menneskeligt, da vi forsøger at orientere os i omgivelserne, men det betyder ikke, at det altid er rigtigt.
At erkende vi har fordomme er ikke smigrende, det tegner en ganske dyster og ubehagelig side af os selv.
Denne far i historien nedenfor var heller ikke særlig stolt over at afsløre denne side af sig selv, men han gjorde det for at vise, hvordan vi i stedet alle kan lære noget af hans søn.
Hvorfor ikke forsøge at se verden gennem barnets kærlige og fordomsfrie øjne?
Blanton O’Neal og hans 11-årige søn, Sean, oplevede noget som nemt kan ske for os alle – det er let at lave samme fejltagelse.
Faren fortæller selv om episoden:
“Jeg tvivlede på, om jeg skulle skrive dette, fordi det viser en knap så smigrende side af mig som person. Men jeg tror i sidste ende, at det er et billede af mange af os, hvis vi tør være helt ærlige overfor os selv”.
“Da Sean og jeg i går rejste til North Carolina på en fodboldrejse, standsede vi ved en afkørsel nær grænsen mellem North Carolina og South Carolina. Vi holdt ind ved en lille benzinstation for at købe noget at drikke. Mens jeg betalte gav jeg Sean nøglerne, så han kunne gå tilbage i bilen”.
“Det tog mig lidt tid at betale, og da jeg forlod butikken, så jeg, hvordan Seans dør åbnede, og hvordan han gik hen mod en mand i rullestol. Det var en ældre, afroamerikansk gentleman med amputerede ben. Han virkede hjemløs”.
“Min første reaktion var desværre “Åh for helvede. Nu har han kaldt på Sean og sagt til ham, at han skal have penge af ham”.
Da faderen gik nærmere så han, hvordan Sean havde en kort samtale med manden, vendte om og gik tilbage i bilen.
Så faderen Blanton gjorde det samme, han gik tilbage mod bilen.
“Da jeg kom ind i bilen spurgte jeg ham, hvad det hele handlede om”.
“Ikke noget, far”, svarede sønnen og fortsatte:
“Jeg spurgte bare, om han havde brug for hjælp. Han sagde nej tak, at han havde det godt. Men han takkede mig fordi jeg spurgte”.
“Dum som jeg var, havde jeg ikke lagt mærke til, at den ældre mand forsøgte at krydse den store parkeringsplads, som var fuld af dybe huller. Han havde kun sin rullestol og ingen ben. Jeg så ikke, at mit 11-årige barn var tilstrækkelig opmærksom til at se dette i bakspejlet. Han lagde sin telefon som han spillede på, hoppede ud af bilen og tilbød at hjælpe manden”.
Da faren kørte væk, spurgte Sean, om de ikke kunne give manden lidt penge. De kørte op ved siden af ham og spurgte, om han havde brug for lidt penge.
“Men han sagde ‘nej tak’. ‘Jeg har det godt, din søn var en rigtig gentleman og han gav mig alt, jeg havde brug for i dag. Han er en engel'”.
“Jeg rullede vinduet op og begyndte at køre videre. Ud af min øjenkrog så jeg, at Sean vinkede til manden og han vinkede tilbage med et stort smil på ansigtet”.
“Skulle jeg have gået ud af bilen og gjort det samme?”
“Jeg skriver ikke dette for at søge opmærksomhed eller for at hylde min søn Sean. Jeg skriver dette for at afsløre, hvor fordomsfuld vores verden kan være. Vi udspyr alle galde og had på nyhedskanalerne, på Facebook, på Twitter. Det er ikke et højre- eller venstrespørgsmål. Vi gør det alle. Vi har glemt at kigge på verden gennem et barns øjne.
Mange har i mange år nævnt, hvor voksen Sean er. Han kan virkelig være midtpunktet til sociale begivenheder og være den klovn som alle griner ad. Men hans små venlige handlinger flyver tit under radaren, præcis som de bør. Sean ledte ikke efter berømmelse, da han gjorde dette. Han vidste ikke, at jeg skulle se det. Han så blot en mand, som han troede havde brug for hjælp”.
Hvis vi alle bare en gang om dagen gav os til opgave at få en person til at le – det kan være en fremmed, en ven eller nogen i din familie – så skulle vi kunne forandre verden til det bedre. Far Blantons fine lille historie viser, hvorfor det er så vigtigt ikke at dømme nogen efter første øjekast, intet menneske er bare sit udseende eller sit tøj.
Børn er meget gode at se på mennesket bag ydret, men vi voksne har mistet os selv og dømmer folk til højre og venstre hele tiden.
Jeg håber, at Seans eksempel på venlighed kan være et lille skridt på vejen mod forandring, måske begynder det med du selv gør noget godt for en fremmed i dag?
Synes godt om og del denne fortælling videre, så hjælpes vi med at gøre vores jord til et bedre sted.
