Stress er et kæmpestort problem for tusinde og atter tusinde af danskere.
Ifølge Stressforeningen oplever 430.000 danskere oplever symptomer på alvorlig stress… hver dag!
Men på trods af, at så mange danskere er stressede, er det blandt mange stadig et tabu at tale om stress i hverdagen.
Mange oplever, hvordan venner, kollegaer og familie klapper helt i, når det kommer til emnet – også selvom vi alle nok har fundet ud af, hvor invaliderende stress kan være. Og andre tænker måske bare, at hvis man er stresset på grund af sit arbejde – så kan man vel bare arbejde lidt mindre?
Men efter at have læst det følgende indlæg fra familiefaren Niklas Nygren, begynder alt at give mening.
Jeg er 43 år, gift og har to børn. Jeg er speciallæge inden for psykiatri og er ansat som overlæge på en psykiatrisk skadesture. Jeg er sygemeldt, fordi min hjerne en dag besluttede sig for, at den fik nok. Vores ellers effektive samarbejde sluttede på en smuk dag i maj. Slut er måske lidt drastisk udtrykt, men jeg kunne ikke længere udføre mit arbejde. Jeg blev siddende på min stol. Der var gået en sikring i hjernen, som vores psykolog udtrykte det.
Træthedssyndrom. Meget forskning og mange gode tekster findes på dette område. Samlet kan vel nogenlunde siges dette. Vores hjerner er designet til korte perioder med stress. I disse perioder kan vi præstere meget og hurtigt. Stressen fungerer som en slags turbo eller højt pres for hjernen. Det er et rigtig godt og effektivt system, der hjælper os med at agere og reagere hurtigt i pressede situationer. Det bør tilføjes, at dette system ikke er noget nyt. Det er ældre end mennesket i sin nuværende form, og lignende systemer findes i øvrigt i dyreriget.
En forudsætning for, at vores hjerner og stresssystemet skal fungere optimalt over tid er, at der findes en balance. Efter en episode med højt pres har systemet brug for at slappe af, falde til ro og komme sig. Lyder det fair, eller hvad? Hvad sker der ellers? Moderne forskning viser, at stress og nærmere bestemt stresshormoner fungerer ætsende på hjernen over tid. At bade hjernens nerver i stresshormoner konstant gør, at de faktisk krymper. Nerveender trækker sig tilbage, og der bliver huller i kontakten mellem forskellige nerver.
Signalerne når ikke frem, som de skal. Ligesom når mobilen har dårlig dækning; ord forsvinder, og lydkvaliteten brister. Dette betyder blandt andet, at koncentrations- og hukommelsesfunktioner bliver ødelagt. Det evige bad i stresshormoner fører sågar til eksempelvis dårligere søvn. Selvfølgelig. Ofte går der længe, inden effekterne får betydning for dagliglivet, og ofte har det været på den måde alt for længe.
Så der sad jeg på min stol. Kroppen og hjernen var brudt sammen og strejkede. Det tog mig halvanden time at komme op fra stolen. Heldigvis havde jeg ingen patient, der ventede. Alligevel prøvede jeg stadig at arbejde. Det gik ikke. Det, som altid har virket, at bide tænderne sammen og blive ved, virkede ikke. Sygemelding var den eneste mulighed. I den første måned sad jeg stort set kun i en lænestol. At gå i supermarkedet 200 meter væk for at købe en liter mælk var et heldagsprojekt.
Hjernen og dens nerver kan hele og vokse tilbage, men det tager tid. Lang tid. En del funktioner kommer måske ikke tilbage. Studier viser, at reaktionen på stress er påvirket i flere år fremadrettet. Det, der hjælper, er fysisk aktivitet i passende doser og meditation. Begge aktiviteter virker beroligende på hjernen og sænker stressniveauer.
Til min hjælp i rehabiliteringen har jeg haft en samtaleterapeut og læger. Lægernes funktion har først og fremmest været bedømmelse og sygemelding. Medicinering har ikke været aktuelt. Mange i tilsvarende situationer har været ramt af nedtrykthed, depression og angst. Det er dog tilstande, som i hjernens kemi er anderledes end træthedstilstand. Ikke sjældent er de der sammen. Ikke i mit tilfælde. Glæden i livet er intakt, og jeg har ikke haft angst.
Hvordan kunne det gå sådan? Jeg, om nogen, burde jo have styr på det her. Min terapeut sagde ved et af vores første møder, at min hjerne virker på sammen måde som alle andres. Nej, sagde jeg lidt for sjov. Men set i bakspejlet er det ikke så overraskende, at min hjerne til sidst gik i strejke. Jeg befandt mig mere eller mindre i aktivitet eller stress i alle døgnets vågne timer. Modtagelsen, møder, papirarbejde, administration, rådgivning, journaler, pendling, hus, have, madlavning, opvask, aktiviteter i den stil. Ligesom alle andres liv kører mit liv heller ikke som smurt i olie. I de mest upraktiske tilfælde dukker sygdom og død op uden advarsel. Tiden er knap, alt skal nås.
Niveauet af stresshormoner får aldrig mulighed for at falde. For at spare tid forsømtes de muligheder for at komme sig, som var engang. Haven begyndte at forfalde, madlavningen gik ned på lavt blus, potteplanterne døde for år tilbage. Sidste år inden sygemeldingen kunne jeg ikke engang holde ud at høre radio i bilen. Min hjerne signalerede klart og tydeligt, at den ikke orkede mere stimulans.
Allerede i 2008 kørte en kollega mig på skadestuen, fordi mit hjerte var ved at sprænges over mængden af ekstra slag. Der var intet galt med hjertet. Det var stress og dårlig evne til at komme sig. Jeg sygemeldte mig ikke, men var tilbage på arbejdet dagen efter. Sådan er det nemlig at være Superman. Jeg anede ikke, at min styrke også var min kryptonit. Der er meget at tænke på og skrive om de bagomliggende mekanismer til min opførsel. Mekanismer, som på ingen måde er unikke for mig. Det spørgsmål lader jeg dog stå.
Godt et år er gået, og min hjerne får det langsomt, men sikkert bedre. Netop nu er jeg i et slags grænseland. Jeg nærmer mig en tilbagevending til arbejdet. Til at begynde med i en form for jobtræning svarende til 25 procent. Ingen patienter. Der kommer nok til at gå et stykke tid endnu.
Dette indlæg er skrevet af Niklas Nygren og er publiceret med hans accept. Hans blog finder du her.
Del gerne dette vigtige indlæg med dine venner på Facebook, så flere får forståelse for, hvordan det er at leve med udmattelse og stress!
