Historien om Michaela DePrince er virkelig inspirerende.
Hun vandt over alle de odds, der var imod hende, og beviste sandheden bag det ældgamle ordsprog: ‘døm ikke en bog på dens omslag’.
Michaela DePrince, dengang kendt som ‘Mabinty Bangurawas’, blev født i Sierra Leone i 1995. Kort efter sin fødsel mistede hun begge sine forældre til borgerkrigen i sit hjemland og blev anbragt på et børnehjem. På børnehjemmet startede DePrinces mareridt.
DePrince led af vitiligo, en tilstand, hvor huden mister pigmentceller og som følge heraf mister sin farve. Tilstanden fik DePrinces hals til at udvikle hvide pletter, som udsatte hende for en masse latterliggørelse og udråb fra dem omkring hende. Hendes eneste ven var en anden pige med samme navn som hende, ‘Mabinty’.
På grund af hendes tilstand blev hun stemplet som ‘Djævlens barn’, og ingen ville adoptere hende. DePrince huskede sin frygtelige oplevelse på børnehjemmet:
– De rangerede os. Nummer et var yndlingsbarnet og nummer 27 var den mindste favorit. Jeg var nummer 27.
– De blev ved med at sige: “Hvorfor skulle nogen ønske at adoptere djævelens barn?”, fortalte hun til Today.
DePrince tilbragte mange dage sulten og sultende på grund af den omsorgssvigt, hun stod over for. Hendes liv virkede håbløst, indtil hun tilfældigt stødte på et billede af en ballerina i et blad.
I et interview fortalte hun: “Det var ikke kun det faktum, at hun er en ballerina. Det er, at hun ser glad ud. Og jeg ville gerne være glad,” tilføjede hun, hvis det, hun lavede, gjorde hende glad, var det det, jeg ville gøre.”
Da hun var tre år gammel, ramte en ny tragedie den lille pige. En 3-årig Michaela blev stukket i maven af oprørere.
Men hendes held var ved at vende. En amerikansk kvinde var på vej til Afrika for at adoptere Michaelas veninde Mabinty. Fra børnehjemmets side var der forvirring om, hvilken “Mabinty” parret skulle adoptere. Derfor ringede de til Elaine for at få det afklaret.
Da Elaine DePrince fandt ud af, at Michaela var et forældreløst barn, som allerede var blevet afvist 12 gange, besluttede hun at adoptere begge piger og kaldte dem ‘Michaela’ og ‘Mia’. Hun fortalte først sin mand, at de havde adopteret to piger, efter at hun allerede havde underskrevet papirerne.
DePrince-parret var ikke helt fremmede inden for adoption. Tidligere havde de adopteret tre drenge fra udlandet. Alle tre af deres adoptivsønner led af hæmofili.
Elaine DePrince var altid på toppen med den særlige omsorg, hendes sønner krævede af hende. Men tragedien ramte, da deres blod blev påvirket af HIV. På det tidspunkt fandtes ingen medicin mod virussen, og familien mistede alle deres tre sønner.
Dette fik dem til at adoptere igen. Det var, da parret adopterede en fire-årig Michaela DePrince i 1999. Da hun var blevet adopteret, fortalte hun straks sine adoptivforældre om, at hun ville danse.
Hendes adoptivforældre bakkede helhjertet op om hendes interesse for at danse. Elaine DePrince og hendes mand kørte Michaela til dansekurser og støttede op om hendes interesser. Det tog hende et stykke tid at acceptere den ubetingede kærlighed og støtte fra adoptivforældrene.
Michaela husker, at hun var bange for, at hun ville miste sit nye liv. I et interview siger hun:
– Jeg plejede at skulle sove med lyset tændt. Jeg var bare bange for, at hvis jeg slukkede for lyset, ville jeg være på børnehjemmet igen, når jeg vågnede.
DePrince blev drevet af behovet for at bevise, at alle, der siger nej, tager fejl. Men hun stod over for nogle forhindringer, selv i Amerika.
Hun fandt ud af, at hendes hudtilstand var et problem i hendes karriere som danser. Men Elaine DePrince fortalte Michaela, at hun skulle kæmpe videre, og at hendes hvide pletter faktisk var nissestøv!
I juni 2020 mistede Michaela sin adoptivfar og lovede at dedikere alle sine forestillinger til ham. Hun skrev en dybtfølt hyldest til ham og sagde, at hendes fremtidige mand ville have høje forventninger at opfylde på grund af det eksempel, hendes far havde givet hende.
På grund af den kærlighed og accept, hun fik fra sine adoptivforældre, var hun i stand til at overvinde sine bekymringer, og er nu en berømt kunstner, der er anerkendt globalt for sine evner som danser.
– Da jeg var otte år gammel, sagde en lærer: “Du ved, vi lægger ikke en masse kræfter i de sorte ballerinaer, fordi de alle ender med at blive fede og få store bryster,” sagde DePrince til NBC i 2017.
Men Michaela ville ikke lade en eller anden uvidende lærer afgøre sin skæbne. Hun holdt ud, og alle hendes år med hårdt arbejde betalte sig med hendes succesfulde karriere.
I en alder af 17 begyndte hun at arbejde med Dance Theatre of Harlem i New York City.
Jeg kan ikke være den eneste, der er meget rørt af denne modige kvindes rejse fra barndommens utrolige smerte til stjernepræstation?
Efter alt det, hun har været igennem, føles det som om at blive en prima ballerina er en af de ‘nemmere’ ting, hun har gjort i sit liv. Mød den inspirerende kvinde i videoen nedenfor.
Video.
Sikke en smuk og rørende historie! Del Michaela DePrinces historie for at inspirere andre, der leder efter håb!
