At skabe et godt klasseværelse betyder, at du skal kunne svare på de svære spørgsmål. Gør du nok for at bekæmpe sexchikane? Tillader du sexistiske kommentarer derhjemme? Tager drengene mere plads end pigerne?
Dette ansvar er let at skyde over på lærere og andre voksne – men selvfølgelig skal forældrene også gøre sit.
VI har alle et kollektivt ansvar for at lære vores børn forskellen mellem, hvad der er rigtigt og hvad vi aldrig kan acceptere.
Historien herunder er et perfekt eksempel på, at vi må tage stilling, og hvad der sker, når vi ikke gør det.
Det hele begynder i et klasseværelse, hvor en klassens piger konstant bliver udsat for mobning. En dreng forsøger at rive hendes bh-bånd op, men en dag får pigen simpelthen nok.
Hun slog drengen i ansigtet to gange, og det var der, skoleledelsen ringede til pigens mor. Her tog historien en helt ny drejning…
Sådan skrev moren:
(Jeg arbejder som sygeplejerske på en akutmodtagelse. Vi må ikke have telefoner på os, når vi arbejder. De skal ligge i vores personlige skab. Skal jeg tage imod et privat opkald, skal det foregå via sygehusets reception).
Og det hele begyndte med, at jeg fik et opkald netop der. I den anden ende hørte jeg: “Det her er læreren fra skolen. Der er sket noget med din datter. Vi ser helst, at du kommer med det samme”.
Jeg: “Hvad? Er hun blevet syg? Er hun kommet itl skade? Kan det vente, til min vagt er slut om to timer?”.
Læreren: “Din datter har overfaldet en anden elev. Vi har forsøgt at ringe til dig i 45 minutter. Det er virkelig alvorligt. Vi ser gerne, at du kommer.”
(Jeg kører mod skolen og bliver vist ind på kontoret. Der sidder min datter, hendes klasselærer, en mandlig lærer, skoleinspektøren og en dreng med en blodig næse og et rødt ansigt. Drengens forældre er der også.)
Inspektøren: “(Mit navn), dejligt at du endelig kunne komme!”
Jeg: “Ja, det kan være lidt travlt på akutmodtagelsen, hvor jeg arbejder. Jeg har brugt den seneste time på at sy 40 sting i en 7-årig, som var blevet slået af sin mor med en grydeske. Så måtte jeg tale med politiet om det, der var sket. Ked af, at I måtte vente.”
(Inspektøren anstrenger sig for ikke at se flov ud. Så fortæller han, hvad der er sket. Drengen har forsøgt at trække min datters bh op, og derfor slog hun ham i ansigtet to gange. Alligevel får jeg indtrykket, at alle er vrede på min datter i stedet for at rette vreden mod drengen.)
Jeg: “Åh… Og nu vil I vide, om jeg vil anmelde ham for sexchikane mod min datter? Og anklage skolen for at at lade ham angribe min datter?”
(Alle i rummet bliver stille og begynder at tale i munden på hinanden).
Den mandlige lærer: “Jeg tror ikke, at det var så farligt…”
Klasselæreren: “Der er ingen grund til at overreagere.”
Inspektøreren: “Jeg tror, du overser pointen her”.
(Drengens mor begynder at græde. Jeg vender mig mod min datter for at høre, hvad der egentlig er sket.)
Datteren: “Han blev ved med at pille ved min bh. Jeg bad ham holde op, men han ville ikke. Jeg sagde det flere gange til læreren, men han sagde, at jeg skulle ignorere ham. Han ville ikke stoppe. Han åbnede min bh, og så slog jeg ham. Så stoppede han.”
(Jeg vender mig mod læreren.)
Jeg: “Du lader ham gøre det her? Hvorfor stopper du ham ikke? Kom her og lad dig mellem benene!”
Læreren: “Hvad?! Nej!”
Jeg: “Betyder det, at du synes, det virker upassende? Hvorfor ikke gå hen og trække (klasselærerens) bh af her og nu? Se hvor sjovt, hun synes det er? Eller tag hendes bh af (peger på drengens mor). Eller min? Eller tænker du, at det er okay, bare fordi de kun er børn?”
Skoleinspektøren: “(Mit navn). Med al respekt, din datter har faktisk slået en anden elev!”
Jeg: “Næ, hun forsvarede sig mod seksuel chikane fra en anden elev. Se dem! Han er 180 cm. høj og vejer 75 kilo. Hun er 150 cm. og vejer 40 kilo. Han er højere og næsten dobbelt så stor. Hvor mange gange skal hun finde sig i det? I ville aldrig lade ham gøre det her mod en lærer eller en ansat. At I kan tillade det mod en 15-årig begriber jeg ikke. Jeg vil rapportere dette til myndighederne. Og hvis du (jeg vender mig mod datteren) nærmer dig min datter igen… Så skal jeg sørge for, at du bliver anholdt for seksuelt overfald. Kan du fatte det?”
(Jeg blev så rasende, at jeg tog min datters ting og forlod lokalet. Bagefter meldte jeg det hele til myndighederne og flere af dem, jeg kender fra kirken. (Det er en katolsk skole.) Jeg blev lovet, at hændelsen ville blive undersøgt. Jeg meldte også det hele til skolemyndighederne, og de var lige så oprørte og forsikrede mig, at de ville kontakte skolen. Min datter skiftede klasse, væk fra læreren og drengen.)
Sikke en fantastisk mor, som virkelig står op for sit barn!
Jeg synes, at hun gjorde det helt rigtige i denne situation, og hendes handling fortjener at blive delt videre, så alle kan høre om den.
Det er blevet diskuteret, om historien er sand eller ej, men budskabet kan alle nok skrive under på.
Del gerne historien på Facebook, hvis du synes, at alle former for sexchikane er uacceptable!
