Dronning Margrethe fylder 80 år i dag, og selvom hun har nået en alder, hvor mange af hendes jævnaldrende for længst er gået på pension, så er der stadig fuld fart over Danmarks regent.
Siden hun blev dronning den 14. januar 1972 har Margrethe repræsenteret Danmark, både når det kommer til de mange forskellige officielle opgaver, statsbesøg eller nytårstalerne.
En ny Kantar Gallup-undersøgelse, som blev offentliggjort i Berlingske tidligere på ugen viser, at danskerne er vilde med dagens fødselar.
Hele 84 procent svarer, at de værdsætter det danske kongehus. Selvom mange gennem årene har brokket sig over størrelsen på dronning Magrethes apanage, så er det ikke noget, som får dronning Margrethe til at fremstå i et dårligt lys hos danskerne. Ifølge TV2 tildeles dronning Magrethe 87,6 millioner kroner i 2020, men den nye Kantar Gallup-undersøgelse viser, at 59 procent mener, at dronning Margrethe er hele sin store apanage værd.
Men hvorfor er dronning Magrethe så populær? Her er samlet fem af grundene til, at hun er en god regent.
Hendes store engagement
Når dronning Margrethe er ude på opgave, kan ingen være i tvivl om hendes store engagement og interesse. Hun er altid meget velforberedt og spørger ind til de konkrete emner, hvad enten hun er ude til en åbning i Danmark eller på en stor statsrejse i udlandet. Udover hendes offentlige opgaver, så skinner flere af hendes store passioner også meget tydeligt for danskerne. Hvad enten det drejer sig om hendes malerier, decoupage eller hendes mange samarbejder med Tivoli, hvor hun flere gange har stået for scenografien til deres balletter, så brænder hendes engagement igennem.
Ikke bange for at sige sin mening
Som dronning af Danmark, må Margrethe ikke udtale sig politisk, men selvom hun skal holde sig tilbage på det punkt, så er hun generelt ikke bange for at sige sin mening – især når hun mener, at der er ting, som danskerne skal tænke over en ekstra gang. Mest kendt er muligvis et citat fra hendes nytårstale i 1984, hvor hun opfordrede til, at danskerne skulle tage godt imod de indvandrere og flygtninge, som kom ind i landet de år.
– Når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider, sagde dronningen, inden hun fortsatte:
– Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde.
Det er ofte under dronning Margrethes nytårstaler, at hun kommer med sin mening, men den kom også ud, da hun i år holdt en tale midt under coronakrisen, hvor ingen kunne være i tvivl om, hvad hendes mening var.
Betænksom
Dronning Margrethe har altid danskerne og folkets velbefindende i sine tanker, og det kunne man se så sent som dette forår. Fordi coronavirussen hærger vores land, har dronning Margrethe ikke bare valgt at aflyse fejringen af sin store dag, så folk ikke bliver udsat for smitte, når de tager frem for at ønske hende tillykke.
Men i år har hun et helt særligt ønske på sin runde dag, og det involverer de mange blomster, som hun normalt får til sin fødselsdag.
– I lyset af den alvorlige situation for mange danskere i forbindelse med udbredelsen af coronavirus har Hendes Majestæt Dronningen et særligt ønske i anledning af den forestående 80-års fødselsdag den 16. april, lød det i staren af april i en pressemeddelelse fra Kongehuset.
– Dronningen modtager hvert år på sin fødselsdag blomster fra nær og fjern. I år opfordrer dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid, fortsætter det danske kongehus.
Stilikon
Selvom tøjet ikke er det vigtigste, når det gælder et lands konge eller dronning, så er fødselaren altid smukt klædt på på, og hun er ikke bange for at bruge farver og sprede glæde gennem sit tøjvalg. Gennem årene er mange af hendes outfits blevet ikoniske, og man kan altid med glæde se frem til, hvilket sæt tøj dronning Margrethe har på, når hun tager ud på officielle opgaver.
En samlende figur
Lige meget hvilke gode stunder eller kriser, som Danmark går igennem, så har dronning Margrethe siden hun besteg tronen den 14. januar 1972 været en samlende figur for Danmark. Det beviste hun senest, da hun midt i corona-krisen den 17. marts holdt en tale for nationen. Hele 3,3 millioner mennesker så ifølge Billed-Bladet med, da dronning Margrethe for første gang siden Christian 10. talte til folket uden for rammerne af den traditionsrige nytårstale.
Budskabet i hendes tale var ikke til at tage fejl af:
– Man ser stadig grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst, og det er først og fremmest hensynsløst.
Men det er ikke kun i krisetider, at dronning Margrethe træder til. Det gælder også, når der sker gode ting i samfundet, og hvert år sidder og står millionvis af danskere klar til at høre, når hun holder sin årlige nytårstale. En tradition, som er meget værdsat blandt befolkningen.
Her er bare samlet fem grunde til, at dronning Margrethe er en god dronning for Danmark. Men der findes helt klart endnu flere grunde.
Men hvorfor synes du, at den royale fødselar repræsenterer Danmark godt? Kom gerne med dit bud i kommentarfeltet på Facebook.