Der hersker ingen tvivl om, at kronprins Frederik er en berejst mand. Han har efterhånden både arbejdet og ferieret så meget i alle verdensdele, at han har oplevet de fleste kulturer, set nogle af verdens største vidundere og mødt nogle af verdens mest markante mennesker, der eksisterer på kloden.
Ikke mindst har Frederik jo boet i USA og Frankrig i forbindelse med uddannelse, og netop de to ophold får nu Kronprinsen til at komme med en inderlig besked til danskerne.
Det er i et interview i magasinet Nordiske, udgivet af Foreningen Norden, som i øvrigt fylder 100 år, at kronprins Frederik fortæller, hvor meget han fik ud af sine ophold i udlandet. Han synes, at unge mennesker bør søge udenfor Danmarks grænser i længere tid.
– Jeg kan klart anbefale unge rejsende at slå sig ned og opholde sig i samme område i nogle måneder. Mange rejser ganske vist ud i lang tid, måske et år, men de bliver sjældent samme sted mere end tre-fire uger – og det er for lidt til at opleve hverdagen, siger kronprins Frederik til magasinet Norden ifølge Ritzau.
Mange unge føler sig utrygge
Kronprinsen begrunder sin opfordring med, at man kommer i nærkontakt med fremmede kulturer på en helt anden måde, når man opholder sig i dem i en længere periode.
– Under længere ophold får man den fremmede livsform ind under huden, og indtrykkene lejrer sig dybt. Det giver en helt særlig og livslang rodfæstning, hvis man har mod på for eksempel at bo hos en lokal familie i udlandet i tre, seks eller ni måneder, siger kronprins Frederik.
Men tag ikke fejl, selvom Kronprinsen opfordrer unge til at rejse ud af landet for nogen tid, forstår han også, hvis sådan et længerevarende udenlandsophold ikke er for alle. Især på grund af usikkerheden ved det ukendte.
– Det vil mange unge nok føle, og derfor har de det også bedst herhjemme – måske endda samme sted, som de er vokset op. De kender deres trygge nærområde og har ingen trang til at springe på Den Transsibiriske Jernbane, men drømmer om det gode liv og det gode job. Udfordringerne kan sagtens ligge i det nære, og det har jeg sandelig stor respekt for, siger kronprins Frederik til magasinet Nordiske.
Kronprins Frederik er en fantastisk ambassadør for Danmark – og så har han allerede stor livserfaring at dele ud af. Selvom længere ophold i udlandet ikke er for alle, er det godt at høre, at Frederik ikke er bange for at give et godt råd til vores unge mennesker i Danmark. Det er lige præcis hvad en kronprins bør gøre!
Send et hjerte som kommentar til artiklen på Facebook, hvis du også er stolt over vores danske kronprins!