Kronprins Frederik blev søndag opereret for en diskusprolaps og må i den kommende fremtid aflyse sine officielle aktiviteter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kongehuset mandag morgen.
“Hans Kongelige Højhed Kronprinsen blev i går opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.
Operationen forløb som planlagt, og Kronprinsen har det efter omstændighederne godt og er udskrevet her til morgen,” står der i pressemeddelelsen.
Men på trods af de gode omstændigheder vil operationen have indflydelse på tiden efter.
“Der venter i den kommende tid et genoptræningsforløb, og derfor må det forventes, at Kronprinsens officielle aktiviteter i de næste par uger bliver aflyst,” skriver kongehuset i pressemeddelelsen.
I denne uge skulle kronprinsparret tirsdag have afholdt middag for Mary Fondens præsidium, ligesom onsdagen skulle have stået på aktiviteter i forbindelse med Flagdag for Danmarks udsendte. Men arrangementerne optræder stadig i kongehusets kalender og man kan derfor formode, at operationen var forholdsvis akut.
I forbindelse med det landsdækkende motionsløb til ære for hans 50-års fødselsdag forklarede kronprinsen i sommers, at han allerede på daværende tidspunkt havde problemer med ryggen.
– Jeg har dog døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe helt, som jeg gerne ville, så der ikke bliver ikke tale om de helt store rekorder fra min side, sagde Kronprins Frederik i en Instagram-video.
Det er fantastisk, at Kronprins Frederiks operation var vellykket – og nu må vi give ham ro til at komme sig helt.
Del gerne artiklen for at sende vores Kronprins en varm tanke om god bedring!