Michael J. Fox har de fleste nok et forhold til. Den canadiske skuespiller er måske mest kendt for “Tilbage til fremtiden”-filmserien, som udkom i 1980’erne.
Han havde også en ledende rolle i komedieserien Spin City, som slog stort igennem internationalt, og den i dag 57-årige skuespiller fik sit første skuespiller-job allerede i 1976 (“Leo and me”) da han bare var 15 år.
Fox blev diagnosticeret med Parkinsons i år 1991 og har kæmpet mod sygdommen siden da, også via den fond han har stiftet. Der samles penge ind – med det formål at sprede information og viden og frem for alt tage hånd om de ramte.
Det var dog ikke før efter hele syv år, at Fox selv gik ud og fortalte om sin Parkinsons. For nylig stod han frem i et åbenhjertigt interview med New York Times og fortalte, at han for et stykke tid siden begyndte at falde sammen uden nogen som helst årsag.
– Jeg havde tilbagevendende problemer med rygsøjlen, siger han i det store interview.
– Jeg fik at vide, at problemet var godartet. Men jeg fik også at vide, at jeg ved at sidde stille risikerede at få mobilitetsproblemer og formindske følelsen i mine ben.
Han forsøgte så at holde sig i gang.
– Så begyndte jeg pludselig at falde. Det skete så ofte, at det var latterligt.
Michael J Fox fortæller nu om operationen
Fox blev senere nødt til at gennemgå en operation i april sidste år, og nu vælger han altså selv at fortælle om oplevelsen, der fulgte.
– Det nåede så langt, at det antageligt var nødvendigt at gennemgå en operation. Bagefter lavede jeg masser af fysioterapi. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Så fik jeg et tilbud som skuespiller, siger Fox i interviewet med New York Times.
Tanken var, at han skulle begynde at arbejde igen i august, men så kom et tilbagefald. Han fortæller, at han gik ud i køkkenet for at spise morgenmad efter at være vågnet. Så trådte han forkert og faldt.
– Jeg brækkede armen så pokkers slemt. Det endte med, at jeg fik opereret 19 skruer og en metalplade ind. Det var et rigtigt tilbagefald.
Han siger, at han pressede sig selv hårdt i tiden efter operationen.
– Hvad var det, som fik mig til at springe frem, når jeg havde siddet i kørestol seks måneder tidligere? Det var fordi jeg havde visse optimistiske forventninger til mig selv, efter at have opnået resultater som berettigede dem. Men jeg havde også haft modgang. Der var bare det, at jeg ikke tilskrev dem lige så meget vægt.
Michael håber stadig, at der bliver fundet en kur mod Parkinsons, og det håb tager han med sig ind i sin fond, hvor de arbejder utrætteligt for, at denne drøm en dag vil blive virkelighed.
I over 30 år har han fået god støtte i form af sin kone Tracy.
Her fortæller Michael åbenhjertigt om Parkinsons, for at øge kendskabet til diagnosen.
Lige som mange andre par har de kæmpet. Tracy står bag sin mand i kampen mod Parkinsons, og sammen arbejder de for at støtte forskningen for at finde en kur. Deres kærlighed er stærkere end nogensinde, og de har en fin familie.
At de er blevet svejset sammen som et stærkt hold, som de beskriver, forstår jeg virkelig efter alle de udfordringer, de har været igennem – styrket sammen! Del gerne videre for at gøre opmærksom og øge kendskabet til denne frygtelige sygdom.
