Foto: Ritzau Scanpix / Michael Stub

Mille Dinesen åbner op om behandlingen: “Det har hjulpet mig gennem…”

Noget af det sværeste i livet kan være at turde at spørge om hjælp, når vi har mest brug for det.

For langt de fleste bliver livet hårdt fra tid til anden – fysisk såvel som psykisk – og der er så meget, som vi ikke kan kontrollere. Det kan være jobbet, familien, helbredet, pludselige ulykker eller noget helt andet, som påvirker kroppen og sindet, og så er det meget vigtigt, at man har mulighed for at bearbejde det.

Hvad enten man gør det ved at drikke kaffe med en veninde, gå i terapi eller tage til træningscentret for at klare hovedet, er selvfølgelig helt op til den enkelte.

Og selvom man er en kendt person, er der ikke nødvendigvis nogen forskel. Snarere tværtimod, skulle man tro, med al den fokus andre hele tiden har på din personlighed!

Den populære skuespillerinde Mille Dinesen har selv oplevet, hvordan hun har brug for at finde styrke i krop og sind, og nu åbner hun igen op for at tale om behandlingen, som hun har været afhængig af de seneste 20 år.

Hun er kendt som den rapkæftede, kæderygende folkeskolelærer Rita i tv-serien af samme navn – og lige så mange husker hende nok i rollen som den kærlighedshungrende Nynne i filmen og tv-serien Nynne.

Nogle vil sågar mindes hendes optræden i Vild Med Dans i 2016, hvor hun fik en flot 2. plads sammen med den kendte danser Mads Vad.

45-årige Mille Dinesen har med sit liv i rampelyset været bevidst om at skabe balance i krop og psyke, hvilket hun nu beskriver i et Instagram-opslag sendt ud til hendes mere end 136.000 følgere på det sociale medie.

Sønnen er nu i samme behandling

Hun forklarer, hvordan hun de seneste 20 år har benyttet behandlingsformen Body SDS – en alternativ behandlingsform, som nu også hendes 8 måneder gamle søn Eddie er begyndt at nyde godt af.

“På denne fine kampdag slår jeg lige et slag for en behandlingsform jeg har været afhængig af de sidste 20 år. Body SDS. Eddie er 8 måneder i dag og har allerede været hos @bengtvalentinoandersen (navnet på behandleren, red.) 3 gange. Jeg kan varmt anbefale det her. Både til voksne og til børn,” skriver Mille Dinesen på Instagram.

Skuespillerinden forklarer desuden hudløst ærligt, hvor vigtig behandlingen har været for hende.

“Det har hjulpet mig gennem livet so far , både fysisk og psykisk. Og for Eddie handler det om jeg gerne vil gi ham de bedste forudsætninger for at ha plads og rum til at være glad. Det starter i kroppen.”

Mille Dinesen har skrevet teksten som en kommentar til den video, hun har offentliggjort på Instagram, hvor man ser hendes bedårende søn Eddie blive behandlet.

“Han er sgu min master”

Mille Dinesen har tidligere fortalt, hvad formålet med behandlingsformen er.

“Med det mål at være stærk og sund i krop og sind er der en ting, jeg har holdt fast ved, siden jeg fik kendskab til det for snart mange år siden; Body SDS,” siger hun til body-sds.dk.

Allerede i 2014 nævnte Mille Dinesen, hvordan hun har benyttet samme behandlingsform i årevis.

– I de seneste 14 år har jeg dyrket body-sds-træningerne cufei og pafei, som er en kombination af yoga, vejrtrækning og karate. Det er sindssyg god træning. Jeg træner hos Bengt Andersen én gang om ugen og et par gange med hans dvd’er derhjemme. Og så får jeg også massagebehandlinger hos ham indimellem. Han kender mig og min krop og mine ubalancer, så jeg føler mig tryg og har fuld tillid til ham. Han er sgu min master, sagde hun til alt.dk om samme behandler, hun stadig benytter i dag.

Det er tydeligt for enhver, at Mille Dinesen er meget glad for den alternative behandling og træning, hun har brugt i 20 år og nu givet videre til sin lille søn Eddie.

Det er jo svært at vide, hvordan man selv vil reagere på sådan en behandling, hvis man ikke har prøvet den – og om det i det hele taget har nogen positiv effekt på kroppen og psyken. Men hvis det fungerer for Mille Dinesen, er det jo fantastisk!

Som mor lader hun også sin elskede søn nyde godt af det. Lad os sende den lille familie varme tanker med et hjerte i kommentarfeltet til artiklen.