Prins Joachim skal være ny forsvarsattaché i Paris og forstærke samarbejdet på det sikkerhedspolitiske område med Frankrig.
Han tiltræder stillingen den 1. september 2020.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Siden september 2019 har prins Joachim fulgt Frankrigs højt rangerende militære lederuddannelse på École Militaire. Videreuddannelsen i Frankrig er et supplement til Joachims løbende arbejde i forsvaret.
– Prins Joachim har en lang tilknytning til Forsvaret og afslutter i denne måned Frankrigs højst rangerende militære uddannelse inden for ledelse i blandt andet internationale forhold. De kompetencer vil blive bragt i spil sammen med hans indgående kendskab til landet, kulturen og et stærkt lokalt netværk. Derfor har han også stærke forudsætninger til posten som forsvarsattaché, siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Prins Joachim vil stadig varetage visse opgaver for det danske kongehus. Det bliver dog kun i det omfang hans nye stilling som forsvarsattaché tillader det.
Joachim vil ikke modtage løn i stillingen eller få dækket udgifter til bolig, skole eller lignende, som normalt hører med til stillingen, fordi han modtager årpenge.
Statsminister Mette Frederiksen vil ifølge pressemeddelelsen fremsætte et beslutningsforslag om samtykke til prins Joachims modtagelse af årpenge, mens han bestrider stillingen som forsvarsattaché på Danmarks ambassade i Paris.
Stillingen besættes for tre år med mulighed for forlængelse.
Hvor spændende! Nu ønsker vi prins Joachim stort tillykke med det nye job.