Onsdag er en ganske særlig dag for den populære tv-vært Lene Beier.
Hun har nemlig fødselsdag og bliver 42 år.
Det skriver BILLED-BLADET.
Og i år fejrer Lene Beier sin dag på lidt utraditionel vis. Hun er nemlig i fuld gang med optagelserne til sjette sæson af TV 2-programmet ’Landmand søger kærlighed’ og befinder sig derfor i Grenå.
Her får Lene Beier i dagens anledning besøg af ægtemanden Anders og parrets to sønner:
– Planen for min fødselsdag er, at jeg tager kage med til tv-holdet, og så kommer Anders og drengene og besøger mig om aftenen og overnatter. Jeg har en fridag torsdag, hvor vi kan lave noget hyggeligt sammen, men så skal arbejde videre i Grenå fredag, siger Lene Beier til BILLED-BLADET.
Hvis torsdagen byder på regnvejr skal familien en tur i Kattegatcentret, hvis ikke har de planer om at se området omkring Grenå.
Hvis du ikke kan vente på sjette sæson af ‘Landmand søger kærlighed’ kan du lige nu opleve Lene Beier i særudgaven ‘Landmand søger kærlighed – jorden rundt’, hvor hun hjælper danske landmænd i henholdsvis Uganda, Portugal og Australien i deres jagt på en kæreste.
Du kan følge landmændenes søgen efter kærligheden hver mandag klokken 20.00 på TV 2.