Alarmcentral afviser 12-årige drenge i telefonen: Få fat i en voksen

Alle ved, at man kun skal ringe til alarmcentralen, når der er noget galt. Så når man endelig bruger det nummer, er man ofte i en sårbar situation og har brug for al den hjælp man kan få. Men da tre 12-årige drenge ringede til alarmcentralen, fordi deres ven havde oplevet et grimt fald, blev de afvist.

 

Mange børn lærer fra de er helt små, at de skal ringe til 112, hvis der sker noget helt forkert. Hvad enten det drejer sig om, at en forælder pludseligt falder om, at der er ild i huset eller nogen har overfaldet dem.

Men selvom man ringer til alarmcentralen, er man ikke sikker på at få hjælp. Det oplevede fire drenge fra Fredericia, da 12-årige Silas Damsgaard faldt 3,5 meter ned mod jorden fra en gynge og landede på ryggen.

Ulykken skete den lørdag den 29. september. Selvom drengene var bange for, hvad der var sket med deres ven, som skreg af smerte på jorden, blev de afvist af alarmcentralen.

– Jeg sagde, min ven var faldet ned, over tre en halv meter oppe. Jeg spurgte, om de kunne sende en ambulance. Men de sagde, vi skulle hente en voksen. Jeg sagde, at vores forældre var rimeligt langt væk, og at man skulle gå i rimeligt hårdt terræn i noget af tiden. Men de skulle bruge en voksen, fortæller 12-årige Daniel Outzen til Stiften.dk.

Han havde først forsøgt at at få fat på sin mor, inden han ringede til alarmcentralen, men hun havde ikke hørt den. Da hun hørte telefonen skyndte hun sig straks ud til drengene, hvorefter hun straks ringede til alarmcentralen. Herefter blev en ambulance sendt af sted.

Sandra Damsgaard er mor til Silas, og var i København da ulykken skete, hvilke gjorde, at hun ikke havde mulighed for at tage ud i skoven og tjekke op på sin søn. Hun er langt fra tilfreds med alarmcentralen.

– Der er ikke rimeligt, at alarmcentralen ikke vil sende en ambulance. Der kunne være sket noget alvorligt. Han kunne have brækket ryggen eller noget andet. Hvordan skulle børnene vide det?, spørger Sandra Damsgaard til Stiften.dk.

Det var Region Syddanmarks AMK Vagtcentral, der tog imod alarmopkaldet. Og selvom de ikke kan udtale sig om den konkrete sag, så oplyser chefen for vagtcentralen, Kim Ahlers, at børn sagtens kan ringe.

– Vi har ikke nogen regel, der siger, at børn ikke kan ringe 112. Vi er nødt til at vurdere hvert enkelt opkald.

Det er nu ved at blive undersøgt, om der er blevet lavet en fejl i håndteringen af opkaldet.

Heldigvis havde 12-årige Silas ikke brækket ryggen, men slap med fra det voldsomme fald med muskelskader. Men det kunne drengene ikke vide, da Silas faldt 3,5 meter ned, og de ville sikre, at deres ven havde det godt.

Hvad mener du om alarmcentralens ageren overfor drengene? Giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet. 

Foto: Flickr/Lav Ulv