Faderen og de to børn, som søndag sejlede ud fra Frederiksværk, er mandag fundet druknet.
Mandag omkring middagstid blev en båd fundet ud for Lynæs Havn. En mand blev fundet druknet i nærheden.
Politiet oplyser mandag eftermiddag, at den fundne båd er identisk med den, som søndag sejlede ud fra Frederiksværk. Den druknede mand er identisk med den savnede far, som befandt sig på denne båd.
Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Derudover er de to børn på 11 og 13 år, der også var med på båden, ligeledes fundet druknet. De pårørende er underrettet #politidk https://t.co/7aWYN0CXSt
— Nordsjællands Politi (@NSJPoliti) April 15, 2019
Mandens to børn, som også var på båden, er ligeledes fundet druknede. Børnene var henholdsvis 11 og 13 år gamle.
Ifølge Ekstra Bladet sejlede faderen og børnene ud på en hyggetur søndag morgen omkring klokken 08.20. Da de ikke vendte hjem igen, slog familien alarm.
Siden søndag har politi og redningsmandskab ledt efter faderen og børnene med både helikoptere og dykkere i Roskilde Fjord – syd og nord for Frederiksværk.
Faderen havde ikke fortalt nogen, hvor de ville sejle hen, hvilket ikke gjorde redningsaktionen nemmere.
Nordsjællands Politi oplyser, at den indledende efterforskning tyder på, at der er sket en tragisk ulykke.
De pårørende er blevet underrettet.