Ikea solgte den første pølse med brød til en femmer i 1995.
Vi danskere elsker de billige pølser efter en shopping-tur i møbelbutikken, og før sin død sidste lørdag afslørerede grundlæggeren Ingvar Kamprad hele historien bag pølserne, skriver den svenske avis Expressen.
Ikea-pølsen med brød for 5 kroner har været en storsællert hos møbel-giganten i mere end 20 år. Alle kunder i hele verden, men justeret til det respektive marked, kan købe den billige pølse.
Nu fortæller avisen Expressen historien bag. Det var den nyligt afdøde grundlægger Ingvar Kamprad selv, der kom på idéen om, at varehuset skulle sælge billige pølser.
Kamprad ville mere end blot at sælge folk billige pølser i store mængder og have en lav fortjeneste. Efter Kamprads død fortsætter pølsetraditionen med at leve i Ikea-varehuse i hele verden.
Dette er den interessante historie bag.
Kamprad ville overraske sine kunder med en pølse så billig, at de knapt kunne tro det.
– Jeg foreslog direktionen, at vi skulle sælger pølser til 5 kroner. De så på mig med bekymring og forbløffelse. Måske syntes de, at idéen var sær, måske forklarede jeg den ikke på en god måde. At tale om at sælge pølser i et multimillard–møbelfirma hører ikke til hverdagen.
Sådan sagde Kamprad til sin ven Bertil Torekull i bogen “Historien om Ikea.
Der kom det også frem, at idéen til salget kom fra Kamprads egen “bibel”, som deles ud til personale i hele verden. Det handler om den såkaldte “reelle prisafstand” og bygger på, at Ikea henvender sig til en stor mængde mennesker, som ofte har små ressourcer i deres vareindkøb. Så kan man ikke sælge varerne billigere – de skal ganske enkelt være så billige, at folk taber hagen. Det skal også være kendt hos kunderne.
– Alle mennesker, inklusive jeg selv, som gerne spiser pølser, ved, hvad en ristet med brød koster i kiosken. Netop nu er det mellem 10 og 15 kroner, sagde Ingvar Kamprad i bogen.
Han fortsætter:
Målet skal have været at sælge 300 pølser i timen i varehusene.
– Så gik det sådan, at jeg skrev min filosofi om de ti (nummer tyve …) pølser. Vi skulle hurtigt finde ti forskellige produkter, som klarede “pølse-prissætningen”. Tommelfingerreglen var 3+1+1. Altså 3 kroner til producenten, 1 krone til finansministeren og 1 krone til os selv. Hver gang vi ikke kan følge den udregning, skal vi tænke os om, sagde Kamprad til sin ven, Torekull.
– Pølsen måtte også nødvendigvis koste 5 kroner uanset råvareprisen. Det er nu ikke sådan, at vi taber penge på forretningen. Vi vinder ikke meget, men ikke desto mindre noget på hver pølse. I sidste ende er det det, der tæller.
Del gerne videre, hvis du også har spist hotdogs i Ikea og syntes, at dette var interessant!
