Den 2-årige hund Hagan søgte akut efter et nyt hjem, da hans tidligere ejer ikke længere kunne have ham boende i sin lejlighed. Nu har han fundet drømmehjemmet og er blevet adopteret.
Historien om hunden Hagan, der levede som gadehund i Portugal og kom til Danmark for et bedre liv, er endt lykkeligt.
– Han minder os rigtig meget om vores nuværende hund, Cooper, som vi også har adopteret gennem Dogs of Portugal, så han talte til mig, siger Miriam Berendt, der nu er den lykkelige ejer af to portugisiske hunde, til Newsner.
Det så ellers trist ud for Hagan og hans tidligere ejer, som havde syv dage til at finde et nyt hjem til hunden, da han ellers ville blive smidt ud af sin lejlighed selv.
Hagan har nemlig udfordringer med at være alene hjemme i mere end tre timer i løbet af en dag, og da hans tidligere ejer var nødsaget til at tage på arbejde, endte han med at få mange klager fra naboerne, der gav ham et ultimatum.
Hvis han ikke fik styr på hunden inden for en uge, måtte han forlade sin lejlighed. Men det endte heldigvis lykkeligt alligevel.
– Vi nåede det lige til fristen, og Hagan var hjemme sammen med sin ejer, indtil han kunne flytte over til sin nye familie, siger Lena Hansen, som er repræsentant for Dogs of Portugal i Danmark til Newsner.
– Han er kommet ud til et godt hjem hos en familie, som har adopteret hos os før, fortæller hun.
Nyt hjem – ny start
Hagan er nu endt hos en familie i Rungsted, der har alt, hvad han kunne drømme om.
Han har nu frit adgang til en stor have, og huset ligger ikke langt fra stranden, hvor Hagan kan få lov til at bruge alt den energi, han har.
– Den første nat endte vi alle med at sove på en madras sammen, så han kunne vænne sig til de nye omgivelser, siger Miriam, der allerede har hunden Cooper og derfor har erfaring med hunde.
– Han er stadig rastløs og ked af det, men en meget venlig og kærlighedssøgende hund, fortæller hun.
Et vanskeligt farvel
Dogs of Portugal er en international, non profit organisation, som hjælper portugisiske hunde med at finde et permanent hjem i Europa, men også til Canada og USA.
Og det var herigennem Hagans tidligere ejer adopterede ham i håbet om at kunne give ham et bedre liv og et permanent hjem. Det var derfor hverken let for hund eller ejer, da det ikke gik sådan.
– Det var hårdt for dem begge. Det er altid ret følelsesladet, når man skal sige farvel, siger Lena Hansen.
Heldigvis er Hagan endt i et nyt hjem, hvor der er masser af kærlighed til ham.
– Min datter, der er otte år gammel, elsker ham allerede. Og hun vågnede ekstra tidligt op for at gå tur med ham, Cooper og jeg, forklarer Miriam Berendt.
Sikke en skøn historie. Vi ønsker Hagan held og lykke med sit nye hjem og familie!