Matas-svindel: 4 ud af 5 danske kvinder kan blive snydt

2019 er knapt begyndt, men vi oplever desværre allerede, hvordan svindlere er godt i gang med at stjæle penge, personlige oplysninger og private informationer fra uskyldige mennesker over hele landet.

I går kunne Newsner Danmark berette om, hvordan et udspekuleret Facebook-opslag florerer på det sociale medie, og i dag er den gal igen. Men det er et helt andet sted, hvor især kvinder nu bliver udsat for svindel.

Butikskæden Matas har for nyligt udsendt en advarsel til medlemmerne af deres kundeklub, Club Matas. Svindlere forsøger at stjæle penge fra sagesløse personer, som tror, at e-mailen eller SMS’en kommer fra Club Matas.

Men det gør beskeden ikke, og Matas beskriver, hvordan svindlerne henvender sig til modtageren med beskeden om, at man er blevet udvalgt til noget helt specielt:

“Hvis du har modtaget en sms eller en mail om, at du er udtaget som testperson, så er det IKKE en besked der kommer fra Club Matas. Det er en falsk sms eller mail, som vi anbefaler at du bare sletter med det samme.
​​​​​​​
Mailen bliver sendt fra “Matas test” og ikke fra Club Matas,” skriver Matas på deres hjemmeside.

Matas har i 2017 oplyst, at 80 procent af alle danske kvinder mellem 18 og 65 år er medlem af Club Matas. Men den landsdækkende butikskæde står altså ikke bag den udspekulerede besked, som danskere modtager.
“Det er vigtigt at du ikke åbner linket og udfylder dine bankoplysninger. Hvis du er kommet til at udfylde dine bankoplysninger, så skal du kontakte din bank og få spærret dit kort.

Vi kan bekræfte, at dine oplysninger ikke er videregivet fra Club Matas,” skriver Matas i advarslen på deres hjemmeside.

Hjælp meget gerne dine venner ved at dele denne advarsel, inden flere bliver ofre for svindlernes udspekulerede besked!

Spær dit kort