Sidste weekend ringede en 12-årig dreng efter hjælp, da hans ven havde været ude for en ulykke, men hans opkald blev afvist hos alarmcentralen.
Der var tale om en fejl, da politiets alarmcentral i Slagelse afviste et alarmopkald, som de fik fra en 12-årig dreng sidste weekend.
Det vurderer Tom Trude fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi. Han er chef for beredskabet, som har politiets alarmcentral under sig.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
– Vi har nu lyttet samtalen igennem. På baggrund af gennemlytningen vurderer jeg, at vi burde have viderestillet det opkald til AMK vagtcentralen i Region Syddanmark, siger Tom Trude til Vejle Amts Folkeblad.
Opkaldet kom fra 12-årige Daniel Outzen, som ringede 112 lørdag den 29. september, efter hans 12-årige kammerat Silas Damsgaard var faldet ned fra en gynge i et skovområde i Fredericia.
– Jeg sagde, at min ven var faldet over tre en halv meter ned. Jeg spurgte, om de kunne sende en ambulance. Men de sagde, vi skulle hente en voksen, fortalte Daniel Outzen til Aarhus Stiftstidende.
Både drengene og deres familier har rettet kritik mod alarmcentralen, fordi der ikke blev sendt en ambulance afsted i første omgang.
Daniel Outzens mor Jette Odgaard-Jensen har fortalt til TV 2, at hun også ringede 112 cirka 14 minutter efter sin søn og blev stillet ind til Region Syddanmarks AMK Vagtcentral. Først da hun havde talt med vagtcentralen, blev der sendt en ambulance afsted mod skoven.
Ifølge Tom Trude bliver borgere i første omgang stillet ind til politiets alarmcentral, når de ringer 112. Hvis der er tale om sygdom eller ulykke, bliver de derefter stillet videre til en 112-visitator, som sørger for den videre hjælp.
– Under opkaldet har man forsøgt at hjælpe nogle opskræmte børn, som var i en penibel situation og uden deres forældre. Vi har taget den vurdering, at de kunne hente deres forældre, som var en kilometer væk. Men her burde vi have stillet opkaldet ind til AMK vagtcentralen, så der kunne tages en vurdering af, om der skulle sendes en ambulance, siger Tom Trude til Vejle Amts Folkeblad.
Silas Damsgaard fik nogle muskelskader, men brækkede heldigvis ikke noget i forbindelse med faldet.