Hvert år kan medierne beskrive, hvordan børn og voksne bliver skadet af fyrværkeri. I år var ingen undtagelse, hvor fire børn ifølge flere medier, blandt andet TV2, risikerer at mistet synet efter fyrværkeriskader. Et nyt borgerforslag vil forbyde fyrværkeri.
Hvert år bliver danskere ramt af fyrværkeriskader, og det betyder, at flere mister synet eller fingre. Nyheden om, at fire børn risikerer at miste synet efter nytårsaften fik Zanne Munk fra Varde til at reagere. Hun har sammen med tre andre stillet et borgerforslag om, at forbyde fyrværkeri. Her har de listet flere grunde til, at fyrværkeri bør forbydes.
– Vi har i de senere år set angreb med fyrværkeri på beredskabspersonale, fx brandvæsen og ambulancetjeneste, når dette ankommer til brande og/eller ulykker. Det vil være meget uheldigt, hvis denne udvikling breder i Danmark, lyder det i forslaget og efterføles af:
– Ofrene for ulykker med fyrværkeri er ikke nødvendigvis direkte involveret i affyringen af fyrværkeriet, men er tilskuere. Brande rammer heller ikke nødvendigvis de boliger, som bebos af de personer, der affyrer fyrværkeriet. De skadelidte har altså ikke altid indflydelse på begivenhedernes gang.
Zanne Munk synes, at der skal gøres noget, så fyrværkeri ikke falder i fuld folk og børns hænder. Hun håber i stedet, at affyringen af fyrværkeri i Danmark kan blive overladt til professionelle personer.
– Der er en grund til, at der findes en fyrværkeruddannelse. Det er farligt legetøj. Jeg synes ikke, fulde folk og børn og fyrværkeri hænger sammen, siger Zanne Munk til TV2 Østjylland.
Forslaget blev lagt op i går og har i skrivende stund modtaget 848 underskrifter. Der er dog stadig lang vej igen, da 50 000 skal støtte forslaget, før det bliver behandlet på Christiansborg. Men Zanne Munk håber, at det vil åbne øjnene hos politikerne.
– Jeg er superglad for det, og jeg synes, det går stærkt. Det er lidt utopisk at nå de 50.000, men jeg håber, at vi får nogle politikere til at få øjnene op, siger Zanne Munk til TV2 Østjylland.
Hvad mener du? Skal fyrværkeri forbydes? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.