Peter Madsen får fængsel på livstid

Peter Madsen er i dag blevet idømt fængsel på livstid.

Det er landets strengeste straf. Det er en enig domsmandsret, der har vurderet, at Peter Madsen er skyldig i drabet på den svenske journalist Kim Wall og skal idømmes livstidsfængsel.

Retten finder Peter Madsens forklaringer utroværdige, og det er blandt andet det, der har ført til, at han er blevet kendt skyldig.

– Der er tale om et kynisk og planlagt drab, siger dommeren.

Peter Madsen anker dommen til landsretten.

Ud over at blive dømt for drabet er Peter Madsen også dømt for seksuel mishandling. Der er påført nogle skader på Kim Wall, som retten ikke mener, at Peter Madsen har kunnet forklare på en rimelig måde.

Retten mener også, at Peter Madsen har parteret Kim Wall for at skjule forbrydelsen.

En livstidsdom i Danmark betyder, at straffen er tidsubestemt. Med andre ord kan det rent teknisk godt lade sig gøre for en livstidsdømt at sidde i fængsel resten af livet.

Man har dog mulighed for at søge om prøveløsladelse efter 12 år.

Overblik: Ubåds-sagen

Sagen mod Peter Madsen begyndte i august sidste år. Her blev ubåden Nautilus meldt savnet natten til 11. august. Ombord skulle Peter Madsen være sammen med den svenske freelance-journalist Kim Wall.

Om formiddagen den 11. august blev både ubåden og Peter Madsen fundet – men Kim Wall var væk.

Dagen efter blev Peter Madsen varetægtsfængslet og sigtet for uagtsomt manddrab. Han holdt fast i en forklaring om, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen i København, og at han bagefter var sejlet ud i ubåden alene.

Ni dage senere blev en kvindetorso fundet i vandet ved Amager. En DNA-test viste, at det var Kim Walls torso. Siden har politiet fundet både ben, arme og hoved fra Kim Wall.

Foto: Stig Alenas / Shutterstock.com

Skiftende forklaringer

Længe benægtede Peter Madsen at kende noget til, hvem der havde parteret Kim Wall. Han kom med skiftende forklaringer. En har gået på, at hun havde fået den meget tunge ubåds-luge i hovedet og var død af kraniebrud. En anden var, at hun var død af en kulilteforgiftning, mens Madsen selv opholdt sig på dækket.

I oktober erkendte han dog, at han havde parteret hende. Han fastholdt stadig sin forklaring om kulilteforgiftningen.

Retssagen begyndte, under stor bevågenhed fra verdenspressen, i Københavns Byret i marts. Her har et gennemgående tema været Madsens mentale tilstand og hans skiftende forklaringer, skriver DR.

Der er også fundet blodstænk på den kedeldragt, Peter Madsen havde på. Disse harmonerer ifølge DR dårligt med Madsens forklaring om, at han først parterede Kim Wall syv timer efter hendes død.

Forsvareren har savnet beviser

I Danmark er det anklagerens ansvar at bevise, at en tiltalt er skyldig.

Ifølge DR har Peter Madsens forsvarer Betina Hald Engmark argumenteret for, at anklageren ikke har løftet den bevisbyrde. Hun er ifølge DR af den opfattelse, at sagen ikke bygger på reelle beviser, men kun antagelser.

Det har desuden ikke været muligt at fastslå, hvad Kim Wall egentlig er død af. Ifølge DR er det altså forsvarens opfattelse, at det ikke er bevist, at Peter Madsen rent faktisk slog Kim Wall ihjel.

Idømt livstid

Men onsdag den 25. april er det altså blevet konkluderet i Københavns Byret, at Peter Madsen er skyldig i at have slået Kim Wall ihjel, og at han er blevet idømt landets strengeste straf, livstidsfængsel.