Københavns Politi efterlyser en række personer i forbindelse med mistanke om vold og trusler.
Københavns Politi har offentliggjort billeder af seks forskellige personer og beder nu om offentlighedens hjælp til at identificere dem.
Det skyldes, at politiet mistænker disse seks mennesker for at have begået vold eller fremsat trusler om vold mod politiet.
Det oplyser Københavns Politi i en efterlysning.
Denne vold og truslerne om vold skulle ifølge politiet være sket i forbindelse med den styrkede indsats mod hashhandlen på Pusher Street på Christiania.
I flere sager har politiet optagelser af gerningsmænd, som ikke er mulige at få identificeret, fordi de ikke er kendte ansigter fra Christiania. Dette er en af disse sager, hvorfor politiet har brug for hjælp fra borgerne.
Fra den 25. maj sidste år til den 21. januar i år, har politiet registreret 114 sager om vold eller trusler om vold mod politiet i forbindelse med indsatsen i Pusher Street. Volden har oftest karakter af stenkast eller kast med kraftige kanonslag direkte mod betjentene.
I 35 af de 114 sager har politiet fundet frem til en gerningsmand, som er blevet sigtet for sin kriminalitet.
Hvis du kender til identiteten på nogle af disse personer, kan du ringe 114 eller skrive til [email protected].
Nu hjælper vi hinanden med at dele dette opslag, så politiet kan finde frem til de efterlyste!