En ung kvinde er afgået ved døden, efter hun fik hjertestop, mens hun var anbragt i detentionen.
I sidste uge fik en ung kvinde hjertestop, mens hun var anbragt i detentionen hos Nordsjællands Politi.
Kvinden, som var født i 1995, er nu afgået ved døden.
Det skriver TV 2.
Natten til fredag klokken 00.54 kontaktede den nordsjællandske politikreds Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP).
Politiet underrettede myndigheden om, at kvinden tidligere på aftenen havde fået hjertestop, mens hun var anbragt i detentionen.
– Kvinden blev genoplivet og indbragt på hospitalet, hvor det blev konstateret, at hun er kommet alvorligt til skade, skrev politiklagemyndigheden onsdag i en pressemeddelelse.
Torsdag blev det så oplyst, at kvinden var afgået ved døden. Det er ikke blevet oplyst, hvorfor kvinden var i politiets varetægt.
Politiklagemyndigheden har indledt en undersøgelse af sagen.