Et ældre ægtepar var gået til ro, da deres førerhunde begyndte at forstyrre dem. Inden længe vidste Bente og Jørgen, at det handlede om liv eller død.
En helt normal aften kort før jul sidste år er ægteparret Jørgen og Bente gået til ro. Mens Bente sover trygt, ligger Jørgen og lytter til klassisk musik i sine nye høretelefoner.
Selvom alt ånder fred og idyl i sommerhuset i Rågeleje, er noget helt galt. Men hverken Bente eller Jørgen har opdaget det. Det er der heldigvis andre i husstanden som har.
Parret bor nemlig ikke alene i sommerhuset, men deler deres hjem med førerhundene Nellie og Pippi. Jørgen er blind og Bente er svagtseende.
Pludselig mærker Jørgen en fugtig snude på sig, som bliver erstattet af en insisterende hundepote.
Jørgen beder flere gange hunden Nellie om at lægge sig, og til sidst gør hun det modvilligt, men hun er ikke den eneste, som forsøger at få opmærksomhed fra parret.
Flammer fra køkkenet
Den fem år gamle førerhund Pippi har også opdaget, at noget er galt, og hun forsøger derfor at vække Bente.
– Hun sætter poterne op på mig og jeg vågner og kan mærke, at hun vil mig noget. Jeg siger, at hun skal lægge sig og viser hende håndtegnet, men det er tydeligt, at hun vil have mig ud af sengen og det skal være nu. Jeg kigger på min telefon. Klokken er ti minutter over tre. Jeg synes, der lugter varmt og jeg mærker efter, om opladeren til min telefon er varm. Det er den ikke, så jeg rejser mig. I døren ind til stuen kan jeg se et orangefarvet skær fra køkkenet, og da jeg kommer derhen står komfur og emhætte i ét, fortæller Bente.
Hun får straks kaldt på sin mand, men fordi han har høretelefoner på, kan han ikke høre hende.
Til sidst fornemmer Jørgen, at noget ikke er som det skal være og kommer ud i køkkenet. Der er ild i en gryde på komfuret, og flammerne har virkelig fat.
– Jeg finder et håndklæde, som jeg kaster over gryden og så tager jeg gryden og smider den ud af bagdøren. Jeg kan mærke, hvordan ilden nærmest drypper ud af gryden, forklarer Jørgen.
Helt utroligt kommer han ikke til skade under aktionen.
Mens Jørgen får den brændende gryde ud af huset, kæmper Bente med at få ringet til alarmcentralen. Da det til sidst lykkes hende, er beskeden fra dem klar:
I skal ud med det samme!
Ægteparret får derfor fat i hundene og tager hurtigt noget tøj med under armen, så de hurtigst muligt kan komme udenfor.
– Vi fik ikke engang hundene i snor, siger Bente.
På et hængende hår
Der går tyve minutter, inden brandvæsnet ankommer. De får slukket branden, men det var på et hængende hår, at ægteparret kom ud af huset. Brandvæsnets skræmmende besked til Bente og Jørgen: Ti minutter mere og I var brændt inde.
– Uden hundene var der nogen, der skulle have været til begravelse. Vi var faldet hen i røgen og så havde det været slut, siger Jørgen.
Parret ved ikke, hvordan der er gået ild i gryden, som de havde lavet klejner i dagen før.
Dagen efter går parret tilbage til sommerhuset, men da de når frem, vil hundene ikke med ind.
– De stoppede udenfor. De skulle ikke derind. Det var helt tydeligt, at de havde det skidt, så vi gik igen, men prøvede så flere gange og til sidst fik vi lokket dem med, forklarer Bente.
I dag er ægteparret evigt taknemmelige for, at deres førerhunde var så vakse den skæbnesvangre aften. Uden dem kunne det let være endt i en tragedie.
Branden har dog påvirket hundene i en vis grad.
– Nellie går som regel lige i hælene på mig og viger helst ikke fra min side. Det er som om, hun heller ikke kan lide at lade Bente og Pippi være tilbage, hvis det bare er mig og Nellie, der skal ud, fortæller Jørgen.
Solstrålehistorie i den hårde tid
Midt i den hårde situation er der dog også plads til en lille solstrålehistorie. Alle parrets ting skulle efter branden vurderes, om de kunne reddes, og de var derfor ude på et lager for at se det hele. Men pludseligt så Pippi noget helt særligt stikke op fra en af kasserne.
Det var en lille girafbamse. Pippi klatrede op på kasserne, så hun kunne få den med hjem, og bamsen er stadig den dag i dag hos hende.
Hvor er det fantastisk at høre, hvordan de to dygtige hunde Nellie og Pippi reddede ægteparrets liv! Dyr er meget mere end bare dyr, de er vores loyale familiemedlemmer, der vil gå gennem ild og vand for at hjælpe os når nøden er størst.
Nu må du meget gerne dele denne historie for at hylde Nellie og Pippi.